Jødiske David var i Kalundborg med sin søn for at besøge sin mor, og de kom begge gående på gaden iført kalot.

»Da vi er ved at krydse Bredgade i indre Kalundborg, kan vi høre nogle råb lidt længere oppe ad gaden,« fortæller han til B.T. og fortsætter:

»Vi kigger så, og der er så en person med arabisk udseende, der har stoppet sin bil midt på gaden, er steget ud, råber »free Palestine« mange gange og står og peger aggressivt på os.«

Det blev begyndelsen på et timelangt forløb, hvor David og hans søn blev forfulgt og truet af vrede mænd med indvandrerbaggrund. Til sidst måtte David sende sin søn i sikkerhed og tilkalde politiet.

Episoden fandt sted i august i år, og B.T. har set Davids politianmeldelse af episoden. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til B.T., at man nu har sigtet to personer i sagen.

»Det er helt uacceptabelt, at folk på grund af deres tro skal udsættes for trusler – uanset hvem de er. Den slags anmeldelser tager vi selvfølgelig meget alvorligt,« udtaler vicepolitiinspektør Henriette Vogt til B.T.

Davids oplevelse er et af mange vidnesbyrd om antisemitismen i Danmark, der er blusset op i kølvandet på terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og Israels efterfølgende krig mod Hamas.

I den kommende tid sætter B.T. fokus på den stigende antisemitisme og fortæller danske jøders oplevelser.

David ønsker ikke sit efternavn offentliggjort af hensyn til sin families sikkerhed, men B.T. er bekendt med hans fulde identitet.

David tog et billede af bilen, som hans forfølgere kørte i.
David tog et billede af bilen, som hans forfølgere kørte i. Privatfoto

Efter at være blevet råbt ad, søgte David og hans søn videre til gågaden i Kalundborg for at slippe af med deres forfølger. Det lykkedes dog ikke.

»Da vi var drejet op mod biblioteket, havde vi mistet dem af syne. Men så kan jeg se, at manden kommer løbende efter os, mens han råber og skriger aggressivt,« fortæller David og fortsætter:

»Han råber jo sådan noget som at vi er nogle »forbandede jøder«, »barnemordere« og mange andre skældsord. Jeg siger så til min søn, at han skal gå ind på biblioteket, og at hvis det udvikler sig, så skal han bede personalet om at ringe til politiet.«

David bliver udenfor biblioteket og forsøger at svare manden lidt igen og tale ham ned.

tip os
Har du selv oplevet antisemitisme? Så kontakt Claes Theilgaard på clth@bt.dk eller skriv her.

Det fører til, at manden opfordrer David til at slås med ham. Da David ikke gør dette, bliver han kaldt »en svans« og »bøssekarl«.

Derefter søger David også ind på biblioteket, hvor en anden ung, arabisk udseende mand kommer gående ind og stirrer ondt på dem.

Da David og hans søn efter at have ventet i noget tid forlader biblioteket igen, kommer de forbi manden, som kørte bilen. Han står lænet opad en mur og henvender sig hurtigt til David og hans søn med trusler.

»Vi ved, hvem du er, vi får ram på dig, vi ved, hvor du bor, vi har billeder af dig. Du kender os ikke godt nok, forbandede jøder, fucking jøder, siger han,« fortæller David.

David tog dette foto af den mand, som ville slås med ham og som senere truede ham på livet.
David tog dette foto af den mand, som ville slås med ham og som senere truede ham på livet. Privatfoto

Manden forfølger David og hans søn og fortsætter med at råbe skældsord efter dem og true dem.

»På et tidspunkt peger han på en bil, der kommer kørende, og siger: Kan du se ham, der kommer kørende der? Sådan vil vi køre dig over. Du er færdig«

Manden tager ifølge David billeder eller optager hele optrinnet. David tager også selv et par billeder af den arabisk udseende mand, som B.T. har set, inden han sender sin søn hjem til sin mor og selv ringer 112.

»Han siger ordret: Vi dræber dig. Vi finder dig, og vi dræber dig.«

Pludselig dukkede der en hvid Mercedes op med to andre mænd i.
Pludselig dukkede der en hvid Mercedes op med to andre mænd i. Privatfoto

Men da David i telefonen taler med politiet, begynder manden at trække sig. David følger efter, mens han har politiet i røret. 

Så kommer der en hvid Mercedes kørende hurtigt med to andre arabisk udseende mænd, der også filmer David, og som samler den truende mand op. B.T. har set Davids billeder af denne bil.

»De forlader stedet, men da de kører forbi mig, ruller en af dem vinduet ned og kaster en flaske efter mig.«

Episoden har sat gang i mange tanker hos David.

Han har før oplevet antisemitisme, men hans søn har hidtil været forskånet. Ifølge David skyldes det, at de bor i Storbritannien, som han oplever som et mere sikkert land for jøder.

»Det er trist, at sådan noget skal foregå i Danmark, synes jeg. Danmark har ellers været et godt og fredeligt land at bo i,« siger David og fortsætter:

»Jeg kan ikke genkende Danmark, fra da jeg var lille. Jeg synes ligesom, at det er blevet værre med de her ting. Jeg er mest ked af det på vegne af mine børn, at de skal opleve de her ting.«

Det har ikke været muligt for B.T. at komme i kontakt med gerningsmændene.