Karina Haarby Klit kunne ikke få sig selv til at sove på hospitalet den nat.

Hendes 16-årige datter lå med lungerne fulde af vand, og organer, der var ved at tø op. Men hun kunne ikke blive hos hende.

»Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne håndtere det, hvis Karoline døde. Det har jeg stadig dårlig samvittighed over i dag. Altså, hvorfor blev jeg ikke?«

Uhyggelige billeder rullede over tv-skærmen den 11. februar 2011 med livløse børn, der blev hevet op af Præstø Fjord og fragtet væk i helikoptere.

Syv elever blev erklæret klinisk døde ved redningen og blev fragtet direkte til intensivafdelingen på Rigshospitalet
Syv elever blev erklæret klinisk døde ved redningen og blev fragtet direkte til intensivafdelingen på Rigshospitalet Foto: TV2
Vis mere

Men for Jan Heuring Klit og Karina Haarby Klit var det ikke blot billeder. Det var deres virkelighed. Deres barns virkelighed.

For første gang siden ulykken står hele familien Klit nu frem og fortæller om en hverdag, hvor deres datters og søsters mareridt også er blevet deres.

I over to timer havde deres datter Karoline kæmpet for sit liv i den to grader kolde fjord, mens Jan Heuring Klit havde siddet og drukket kaffe derhjemme, og Karina Haarby Klit havde pjattet med kollegerne på kontoret, fordi det var fredag, og der var gået feriestemning i den.

En verden, der pludselig krakelerede, da telefonen ringede. Deres datter var blandt de kæntrede efterskoleelever.

Alle 15 personer fra Lundby Efterskole er nu reddet op af vandet efter en kæntringsulykke på Præstø Fjord. Alle 15 personer er nu reddet op af vandet, oplyser Tom Stysiek fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 13 elever og to lærere var sejlet ud i en dragebåd, som er en lang kano med plads til mange. Båden kæntrede af endnu ukendte årsager cirka halvanden kilometer ude i fjorden.(Henrik Larsen/POLFOTO)
Alle 15 personer fra Lundby Efterskole er nu reddet op af vandet efter en kæntringsulykke på Præstø Fjord. Alle 15 personer er nu reddet op af vandet, oplyser Tom Stysiek fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 13 elever og to lærere var sejlet ud i en dragebåd, som er en lang kano med plads til mange. Båden kæntrede af endnu ukendte årsager cirka halvanden kilometer ude i fjorden.(Henrik Larsen/POLFOTO) Foto: LARSEN HENRIK
Vis mere

Karoline havde ingen puls, da hun blev hastet til hospitalet i Nykøbing Falster. Jan Heuring Klit og Karina Haarby Klit havde aldrig haft en højere, mens de sad stille i vinterferie-bilkøen på motorvejen.

»Det var forfærdeligt. Jeg overvejede faktisk, om jeg skulle køre med udrykning. Men det gjorde jeg ikke. I stedet, fordi jeg var så lamslået, tabte jeg min telefon ned i kaffen, så den gik i stykker,« siger Jan Heuring Klit, der på det tidspunkt arbejdede som politikommissær i Nordsjællands Politi.

På vejen derned får forældreparret heldigvis positive meldinger fra hospitalet, om at de har lagt Karoline til optøning, og at hun er ved bevidsthed. Hun kan ikke tale, men hun er der, får de at vide.

»Jeg tænkte, 'ét er, at hun er der, men hvad er der tilbage af Karoline?',« siger Jan Heuring Klit.

Karina Haarby Klit, mor til Karoline, der var en af de elever, der kæntrede i Præstøulykken 11. februar 2011.
Karina Haarby Klit, mor til Karoline, der var en af de elever, der kæntrede i Præstøulykken 11. februar 2011. Foto: Kasper Løjtved
Vis mere

Da de kommer ind til deres datter på Nykøbing F. Sygehus, ser Karina Haarby Klit straks, at det er den kvindelige efterskolelærer, der ligger i sengen ved siden af.

»Der går en djævel igennem mig. Jeg bliver simpelthen så gal, at jeg begynder at skælde hende ud. Jeg siger, 'hvad fanden tænker I på?' Det var jo hendes medansvar at passe på de her børn,« fortæller den tydeligt berørte mor, mens hun husker tilbage på situationen.

Læreren, der lå i nabosengen, var den dengang 33-årige Rikke Jensen, der var svømmet i land og havde reddet sig selv.

Den anden lærer, der var med på turen, Michael Jørgensen, nåede aldrig i land. Han var blevet ved dragebåden, der lå med bunden i vejret, for at passe på de børn, der var gået i chok og ikke kunne svømme.

»Hvis du ikke kunne klare det, kunne ingen klare det,« stod der blandt andet på de mindehilsner, som eleverne havde lagt til læreren Michael Jørgensen.
»Hvis du ikke kunne klare det, kunne ingen klare det,« stod der blandt andet på de mindehilsner, som eleverne havde lagt til læreren Michael Jørgensen. Foto: MEYER KENNETH
Vis mere

Michael Jørgensen var den eneste, der ikke overlevede. Hans lig blev fundet i fjorden knap to måneder efter ulykken.

Efter to dage blev Karoline udskrevet, og et par dage efter var alle forældrene inviteret til informationsaften på Lundby Efterskole. Karina Haarby Klit og Jan Heuring Klit befandt sig stadig i en choktilstand, så ordene fra forstanderen var umulige at forstå:

»Han siger så, at hverdagen kører jo videre. 'Det her er en forretning, og hverdagen kører videre.' Men hverdagen kører ikke videre. Der lå syv børn i koma på det tidspunkt,« siger Karina Haarby Klit.

Livet i det lille hjem i Rungsted var forandret for evigt.

Familien Klit samlet på ni-årsdagen for Præstøulykken
Familien Klit samlet på ni-årsdagen for Præstøulykken Foto: Kasper Løjtved
Vis mere

»Jeg havde slet ikke nogen ide om, at det ville have indflydelse på vores liv så mange år efter. Jeg tænkte, 'nå jo, hun har det sikkert godt, og om lidt er det hele overstået.'  Der var vi naive,« fortæller Jan Heuring Klit.

Selvom Karoline overlevede den dag for ni år siden, er hver dag i dag stadig en kamp for at leve.

Karolines løbende diagnoser som posttraumatisk stress, angst, depression, svimmelhed og sløret syn er blevet en del af hverdagen for hele familien.

Karina Haarby Klit var nødt til at sygemelde sig selv med stress et år efter ulykken og har været sygemeldt i perioder.

»Der er jo grænser for, hvor meget et menneske kan modstå. Hvis det nu var ulykken og så slut og færdig, så kunne man bygge sig selv op igen bagefter. Men det, at der bliver ved med at være udfordringer,« siger hun og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

»Som mor bliver man jo mega ked af det, når ens barn har det dårligt. Og især når det er psykisk.«

Det er hårdt at samle sin egen datter op fra gulvet, mens hun hyperventilerer i et angstanfald, og det er hjerteskærende at tage telefonen og ikke høre andet end hulken i den anden ende.

»Der er ikke nogen, der kan sætte sig ind i det. Folk tænker, 'kom nu videre, det er ni år siden. Hvad er problemet?' Selv Karolines veninder har haft svært ved at forstå det. For man kan jo ikke se det på hende,« siger faren.

Forældrene har stadig dybe ar på sjælen, ni år efter deres datter kæntrede i Præstø-ulykken.
Forældrene har stadig dybe ar på sjælen, ni år efter deres datter kæntrede i Præstø-ulykken. Foto: Kasper Løjtved
Vis mere

Frederik Klit, der i dag er 22 år, er blevet voksen med sin søsters ulykke i bagagen. Han er den ældste efter Karoline i deres søskendeflok på fire.

Han har altid følt, at det var ham, der var nødt til at holde familien oppe.

»Jeg har altid bare prøvet på at være stærk og prøvet på at glemme det hele på en eller anden måde. Men jeg kan godt mærke med årene, at det påvirker mig. Især i forhold til bekymringer,« siger Frederik Klit.

Karoline kigger over på sin lillebror, der sidder med blanke øjne. Hun har aldrig hørt ham fortælle, hvordan han har det med det hele.

Den ældste af Karolines tre småsøskende, Frederik Klit, 22 år.
Den ældste af Karolines tre småsøskende, Frederik Klit, 22 år. Foto: Kasper Løjtved
Vis mere

»Jeg synes, det har været rigtig svært. Jeg har været bange for selv at knække. For det er der ikke plads til. Der er ikke plads til, at der er flere, der får det dårligt,« fortæller Frederik Klit og kigger over på sin mor, inden han fortsætter:

»Det har været hårdt at se væk fra sine egne behov for at fokusere på andres behov.«

Karina Haarby Klit siger til ham, at hun ville ønske, han ville snakke med en psykolog. Hun er bange for, at hans bæger på et tidspunkt flyder over, ligesom hendes eget.

Oven i det hele har det været ekstremt hårdt at mærke, hvordan der aldrig har været nogen form for opbakning fra skolens side, siger moren.

»Hvis du ikke kunne klare det, kunne ingen klare det,« stod der blandt andet på de mindehilsner, som eleverne havde lagt til læreren Michael Jørgensen
»Hvis du ikke kunne klare det, kunne ingen klare det,« stod der blandt andet på de mindehilsner, som eleverne havde lagt til læreren Michael Jørgensen Foto: SALLING ESBEN
Vis mere

»De har aldrig angret, sagt undskyld eller erkendt, at det var en kæmpe fejl. Man har ligesom lagt skylden over på Michael, som døde. Og det er da også enormt nemt,« siger hun og fortsætter:

»Børnene var dårligt nok velkomne nede på efterskolen efterfølgende, fordi det skabte dårlig stemning. Til gammel elev-fester har de fået at vide, at de skal blive væk.«

Forældrene til børnene fra ulykken har dannet deres egen gruppe, hvor de alle mødes en gang om året.

Et af forældreparrenes barn blev så slemt hjerneskadet, at han stadig i dag kæmper for at genvinde både sprog og motorik.

I 2013 faldt der en endelig dom i sagen, hvor Østre Landsret stadfæstede, at forstander, Truels Truelsen, sammen med Lundby Efterskole var ansvarlig for ulykken. Han blev idømt 60 dages betinget fængsel, mens efterskolen fik dagbøder for i alt 250.000 kroner.