Hun hører svagt sin mors stemme, idet hun går ned ad gangen. Jo tættere hun kommer på døren, desto tydeligere og mere desperate bliver ordene: 

»Hjælp. Hjælp.« 

Det er ofte sådan, Julie starter sine besøg hos sin 79-årige demente mor, forklarer hun:   

»Ofte er personalet ikke at se nogle steder, og når jeg kommer, er hun magtesløs og har ofte været smurt ind i lort eller haft det under neglene,« siger hun og fortsætter: 

»Mor piller sin ble i stykker, og jeg tror, det er fordi, hun er frustreret og overladt til sig selv.«

Hun ønsker af hensyn til sin mor ikke at stå frem med navn. B.T. er bekendt med både datteren og morens fulde identitet. I artiklen omtaler vi datteren som Julie. 

Julies mor lider af frontallapdemens, og i starten af året flyttede hun ind på Helene Mariehjemmet, der ligger i Helsinge.

Et nyåbnet plejehjem, hvor man ifølge hjemmesiden har fokus på »hjemlighed, medbestemmelse og høj livskvalitet«. 

Julie fortæller, at hendes mor sjældent har nødhjælpsalarmen på. Tidligere ansatte forklarer, at den alligevel ikke er til megen hjælp på grund af underbemanding. 
Julie fortæller, at hendes mor sjældent har nødhjælpsalarmen på. Tidligere ansatte forklarer, at den alligevel ikke er til megen hjælp på grund af underbemanding.  Foto: Privat
Vis mere

Men ifølge en række tidligere medarbejdere og pårørende, B.T. har været i kontakt med, er det langt fra tilfældet. 

Strithår og søvn i øjnene
Når Julie cirka to gange om ugen besøger sin demente mor omkring frokosttid, starter hun ofte med at hjælpe hende. 

Enten med at komme ud fra toilettet, få hende ordnet – andre gange blot med at få hende ud af sengen, forklarer hun.

»Mor ligner ofte en, der er blevet hevet ud af sengen. Med strittende hår og søvn i øjnene,« siger Julie og tilføjer:

»Jeg havde forventet, at man på et plejehjem for demente, der ikke selv har initiativ, hjalp dem med de basale ting. Det forventer man, når man har sine kære et sted, hvor der burde blive taget hånd om dem.« 

Overfor B.T. afviser forstander af Helene Mariehjemmet, Camilla Woller-Nielsen, at der »generelt er sket og sker et svigt af beboerne«. 

»Selvfølgelig kan der begås fejl, men det er ikke det generelle billede af vores plejehjem. Hvis nogen har afføring under neglene - og oven i købet over længere tid - er det ikke i orden. Det må selvfølgelig ikke ske,« siger forstanderen og tilføjer: 

»Vi kan ikke kommentere på konkrete beboersager. Men helt generelt har vi i nogle tilfælde med særligt udfordrede demente været nødt til at sætte ekstra personale på de pågældende – så der har været en 1-1 bemanding på.«

'Der manglede altid hænder' 

At en pårørende har fundet sin kære uden hjælpende hænder i nærheden, kan flere medarbejdere, der har arbejdet på Helene Mariehjemmet indtil for ganske nylig, bekræfte: 

»Der er så mange fejl deroppe. Flere beboere krævede total opmærksomhed hele tiden, og det har der ikke været personale til,« siger 63-årige Tina Clausen, der indtil start juli var ansat som administrativ SSA'er (Social- og sundhedsassistent, red.) på plejehjemmet.

»Der manglede altid hænder, og det gik ud over beboerne. Ofte kunne de risikere at sidde med bleen på i 8-12 timer,« tilføjer 34-årige Sarah Endsleff, der var ansat i plejen indtil midt juni.

En bekymringshenvendelse til Gribskov Kommune fra start juni, som B.T. har fået aktindsigt i, beskriver desuden 'et dårligt arbejdsmiljø, som går ud over borgerne, særligt demente,' ligesom den konkret retter bekymring for Julies mor, som 'der ikke er en handleplan for.'

Når Julie besøger sin mor på plejehjemmet, starter hun med at hjælpe sin mor. Med at få ryddet op, redet hår eller af toilettet, forklarer hun. 
Når Julie besøger sin mor på plejehjemmet, starter hun med at hjælpe sin mor. Med at få ryddet op, redet hår eller af toilettet, forklarer hun.  Foto: Privat
Vis mere

Forstander Camilla Woller-Nielsen kan heller ikke genkende, at der er, eller skulle have været, underbemanding på plejehjemmet, fortæller hun. 

Flere tidligere medarbejdere fortæller, at der ofte kun var 1-2 til en hel afdeling med 14 beboere – og, at de derfor ikke har kunnet yde den nødvendige pleje, hvor beboere for eksempel har siddet med bleen på i 8-12 timer. Men du mener ikke, at der har været underbemanding?

»Vi har selvfølgelig haft mere pressede dage på grund af sygemeldinger. Heldigvis har vi haft stort held med at få afløsere ind,« siger Camilla Woller-Nielsen.        

'Kan ikke forsvare det'
Julies mor bor fortsat på Helene Mariehjemmet, men det bliver der snart ændret på, forklarer hun. 

»Jeg kan ikke forsvare, at min mor skal udsættes for det her. De holder ikke, hvad de lover – og jeg kan ikke se, hvordan det kan blive bedre,« siger Julie. 

Hun har derfor netop opsagt sin mors lejemål på Helene Mariehjemmet, der udløber om tre måneder, forklarer hun. 

»Vi har for nuværende ikke et nyt sted, men går det helt galt, må jeg tage hende hjem i en periode. Det er som udgangspunkt ikke særlig smart at flytte demente, men min mor skal et sted hen, hvor tingene er på plads, og hvor hun får en værdig behandling.« 

B.T. har også foreholdt Ulla Agerskov, direktør af Fonden Mariehjemmene, der har Helene Mariehjemmet, kritikken. 

»Når I snakker med tidligere medarbejdere og udvalgte pårørende om bestemte situationer, får I et øjebliksbillede. De oplever det, de ser, og vurderer det uden, at de kan have hele sammenhængen med. Men det er naturligvis deres oplevelse,« siger hun. 

Hvad tænker I om, at man nu har meldt beboeren ud af plejehjemmet?

»Jeg synes helt generelt, at det selvfølgelig er brandærgerligt, når man ikke har kunnet have en god dialog og få løst problemerne, så både beboere og pårørende kan føle sig trygge. Men det er jo et valg, man træffer, og det er man i sin gode ret til,« siger hun.

Julie er ikke den eneste pårørende til beboere på Helene Mariehjemmet, der stiller en hård kritik. 

B.T. har som nævnt været i kontakt med flere pårørende med lignende oplevelser. Ikke mindst tidligere ansatte, der sætter ord på arbejdsmiljøet, og hvordan det ifølge dem går ud over de ældre.

»Jeg har selv været med til at starte tre steder, og det her er det værste sted, jeg nogensinde har været,« siger en af de tidligere ansatte. 

Det kan du snart læse mere om på B.T.