Da John Garfunkel Boesen tjekkede sin postkasse tirsdag, fik han sig noget af en overraskelse.
I postkassen lå der nemlig ikke kun hans eget valgkort, men også en helt fremmed persons.
»Jeg synes, at det er noget rigtig lort og noget rod,« siger han til B.T.
Ifølge ham er noget så vigtigt som et valgkort ikke noget, man sjusker med.
»De skal jo have styr på det, for fanden. For det er jo så tæt på demokratiet, som man overhovedet kan komme,« siger han.
Episoden kommer i forlængelse af flere andre hændelser, hvor valgkort er blevet leveret til de forkerte.

Onsdag kunne TV 2 og andre medier fortælle, at DAO afleverede en bunke valgkort i den forkerte by.
Her undskyldte deres direktør for fejlen og kom med følgende udtalelse:
»Jeg kunne godt kværke den omdeler oppe i Aarhus, der slog op på GPS'en og kørte til Bakkevænget i stedet for at køre til Storvorde,« sagde han til TV 2.
John Garfunkel Boesen mener ikke, at det er for meget at forlange, at DAO leverer valgkort til de rigtige adresser.
»Det er jo et af de led, der binder vores samfund sammen. Det kan jo ikke nytte noget,« siger han.
DAO er blevet forelagt kritikken. Som svar på, at John Garfunkel Boesen har modtaget en andens valgkort, skriver kommunikationsansvarlige Steen Breiner:
»Som jeg forstår sagen, er der tale om, at det er et valgkort til en person i samme opgang og med samme dørnummer, men på en anden etage. Det er naturligvis en beklagelig fejl, som ikke bør ske, men som kan ske, når der omdeles mere end fire millioner valgkort,« skriver han og fortsætter:
Der har – set i det store billede – været ganske få eksempler på den slags fejl, men vi tager dem alvorligt og vil i vores opsamling her efter valget se på, hvad vi kan lære af denne første gang, vi har delt valgkort ud. Fejl vil aldrig helt kunne undgås, når mennesker er involveret, sådan har det også været ved tidligere valg, men vores mål er at have så få som overhovedet muligt.«
Steen Breiner fra DAO forsikrer også om, at det stadig er muligt at stemme, såfremt ens valgkort bliver leveret til den forkerte adresse.
»Hvis man ikke har modtaget sit valgkort, kan man sagtens stemme alligevel. Man skal blot medbringe gyldigt id på sit valgsted.«
»Er man i tvivl om, hvilket valgsted man skal benytte, kan man få det oplyst ved at henvende sig til sin kommune,« skriver han.
