Leveringsselskabet Dao er klar til at levere breve i hele Danmark, efter PostNord har meldt sit stop.

Det udtaler selskabets administrerende direktør, Hans Peter Nissen, til TV 2 Kosmopol:

»Jeg er glad for, at vi får den her mulighed, fordi vi allerede er startet på at omdele breve, og der er plads til mere.«

PostNord annoncerede torsdag morgen, at selskabet ved årsskiftet vil stoppe med at omdele breve i Danmark.

PostNords administrerende direktør begrunder beslutningen med et nedadgående brevmarked i Danmark, som ikke længere er rentabelt. 

I Dao regner man  ikke med at overtage al brevomdeling i landet, siger selskabets direktør til TV 2 og peger på, at digitalisering vil udgøre en konkurrence for selskabet.

PostNord har omdelt breve i Danmark i 400 år. Selskabet vil fremover fokusere på pakker som sin kerneydelse.

Prisen for at levere et brev med Dao begynder fra 23 kroner.