På Bakkevænget i Aalborg har mange beboere fået de forkerte valgkort. 

På kuverterne står godt nok det rigtige vejnavn, men modtagerne bor ikke i Aalborg, med derimod i Lillevorde små 18 kilometer derfra. 

Det skriver TV 2, som har talt med flere af beboerne på vejen, som har fået vidt fremmede menneskers valgkort i postkasserne.

»Jeg kunne godt kværke den omdeler oppe i Aarhus, der slog op på GPS'en og kørte til Bakkevænget i stedet for at køre til Storvorde.«

Sådan siger direktør for Dao, Hans Peter Nordstrøm Nissen, til TV 2.

Og sagen fra Bakkevænget er ikke den eneste. 

Den seneste tid har der været flere eksempler på, at Dao har afleveret valgkort på de forkerte adresser. 

 TV Midtvest har også skrevet om en kasse med 50 valgkort, som var blevet efterladt på jorden.

Og også i Horsens har der ligget valgkort og flydt i det fri, skriver Horsens Folkeblad

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen bor på Bakkevænget i Aalborg og er en af dem, der har fået det forkerte valgkort. 

Han siger til TV 2, at han nok skal nå i stemmeboksen. 

Får man ikke sit valgkort til tiden, skal man i stedet medbringe id. 

»Men som politisk interesseret er jeg interesseret i, at der kommer mange afsted og stemmer. Og måske er der nogen, der tænker 'pyt', hvis de ikke når at få deres valgkort. Det er demokratiets festdag, og det skal ikke ødelægges af sjusk.«

Dao forklarer i et skriftligt svar, at der er sket 'en virkelig uheldig misforståelse.'

Her lyder det, at omdeleren er fra Aalborg og har slået vejnavnet op i sin GPS og ikke bemærket, at postnummer og by ikke var i Aalborg.