Der har været store forsinkelser på brevposten, efter Dao overtog omdelingen fra PostNord. Det nye selskab på opgaven kritiserer nu det gamle.
Dao siger således til Politiken, at PostNord har noget af skylden for problemerne i opstartsfasen, hvor 15.000 mennesker har rettet henvendelse om forsinkede breve.
Daos administrerende direktør, Hans Peter Nissen, hævder, at PostNord har været »modstræbende« i overleveringen og har tilbageholdt vigtige oplysninger.
PostNord afviser kritikken overfor Politiken.
Dao beskylder imidlertid PostNord for ikke at ville oplyse, hvilken brevmængde Dao har kunnet forvente at skulle håndtere.
Heller ikke hvad angår returpost, hvor modtageren betaler porto, har PostNord været fuldt ud samarbejdsvillige, lyder kritikken.
»Her har vi oplevet, at PostNord ikke ville oplyse os, hvem modtageren af forsendelsen er. Det kan eksempelvis være en afføringsprøve til et hospital, hvor der står, at den skal sendes til 6218. Men vi ved ikke, hvem det er, og PostNord har ikke villet oplyse det,« siger Nissen til Politiken.
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh påpeger overfor Politiken, at de to er i benhård konkurrence, og at PostNord derfor ikke kan forventes at hjælpe Dao godt i gang.
Det er blandt andet breve med kreditkort, som har været forsinket.

