Renten på realkreditlån er så småt begyndt at stige, efter at den har været historisk lav.

Men det har ikke bremset danskernes flugt mod de fastforrentede lån. Snarere tværtimod.

Både andelen af lån med fast rente og afdrag og andelen af lån med fast rente uden afdrag er vokset blandt de danske boligejere, som har et realkreditlån, i andet kvartal. Det skriver Børsen på baggrund af beregninger Spar Nord har lavet.

Det helt store spørgsmål er nu, hvad der sker, hvis renten bliver ved med at stige.

»Der har været enorm omsætning på boligmarkedet i første og andet kvartal. På det tidspunkt er der stadig en lav rente, selvom tendensen har været, at renten var svagt stigende. Derfor har boligejerne valgt fastforrentede lån. Hvis renten på fastforrentede lån kommer længere op og ender på to procent, forventer jeg, at boligejerne stille og roligt begynder at bevæge sig over i variabelt forrentede lån,« siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord, til Børsen.

Ifølge Spar Nords beregninger steg de fastforrentede lån med afdrags andel fra 36 til 39 procent fra første til andet kvartal.

De afdragsfrie lån med fast rentes andel af lånemarkedet steg fra 17 til 18 procent.

Det er den højeste andel af fastforrentede realkreditlån uden afdrag i 12 år.