Siden 1. juni har 51.960 danskere meldt sig som organdonorer i det danske organdonorregister. Det er cirka det samme antal, som ellers melder sig på et helt år. Det skriver Politiken, som har oplysningerne fra Dansk Center for Organdonation.

Årsagen skal sandsynligvis ikke findes i en nyfunden begejstring for organdonation, men snarere den nye app med sundhedskortet, som nu kan downloades på mobilen.

Når man downloader appen med det digitale sundhedskort, så bliver man nemlig opfordret til at tage aktivt stilling til om man vil donere sine organer og under hvilke betingelser, som det eventuelt skal ske på.

Det tager ikke mere end få minutter, så derfor har mange danskere taget stilling.

Appen er næsten blevet downloadet 1,1 millioner gange siden den blev tilgængelig i starten af juni.

Dansk Center for Organdonation oplyser, at der pr. 30 juni var registreret 1.250.341 personer i donorregistreret. Det svarer til cirka hver fjerde dansker over 15 år.

Samtykke kan gives på flere måder i appen. Man kan naturligvis helt afstå fra at donere sine organer i tilfælde af pludselig død, men man kan også vælge om organerne må bruges alene til at redde menneskeliv, men også om de kan stilles til rådighed i forbindelse med medicinsk forskning.

Man kan også vælge at donor nogle af sine organer, hvis ikke man ønsker at donere alle.