Hr. og fru Jensen vil over og besøge Svensson på den anden side af Øresundbroen.

Eller måske rettere bare en tur op i fritidshuset i Småland, Skåne, Halland eller Blekinge.

Under alle omstændigheder er trafiktallet tydeligt stigende det seneste døgn, efter at Sverige hævede de skærpede indrejseregler, som har været gældende i en rum tid frem til midnat til onsdag.

»Trafiktallet er steget. Vi har haft 12.109 passager forrige døgn på danskernes store udrejsedag op til påske,« siger Martin Döj, trafikleder på Øresundsbroen.

Han oplyser dog samtidig, at hvis man sammenligner med 2019 – året før, coronapandemien satte ind – så er antallet af passager på broforbindelsen stadig på et lavt niveau.

»Kigger vi på det seneste år, hvor vi ikke havde restriktionerne, så er det stadig lidt mindre end halvdelen af trafikken, vi har haft det seneste døgn. I 2019 var der flere end 25.000 passager om onsdagen før skærtorsdag,« oplyser trafiklederen.

Hvis man vil rejse lovligt ind i Sverige fra Danmark, kræver det, at man kan fremvise en negativ covid-19-test. Og at den test, man har med som dokumentation, maksimalt er 48 timer gammel.

Til gengæld behøver man ikke at gøre nærmere rede for, hvilket ærinde man har hos broderfolket på den anden side af Øresund.

Som dansk statsborger med bopæl i Danmark skal man dog være opmærksom på, at den danske regering indtil videre fastholder kravet om, at man ved indrejse - og det gælder også for ødegårdsejere i Sverige - som udgangspunkt skal testes og gå i 10 dages isolation, når man kommer tilbage til Danmark.

De skærpede restriktioner ved indrejse fra udlandet er indført for at hindre spredning af de mere smitsomme virusvarianter.