Hjemmekarantænen har givet danskerne tid til masser af hyggestunder.

Men det er ikke for sjov, at nogle begynder at tale om 'corona-kilo'.

Måske er det trøstespisning, som har fanget fynboerne?

Et fynsk bageri oplever nemlig, at salget af romkugler er steget voldsomt,  skriver TV2 Fyn.

Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

I 2018 blev Nørre Aaby Bageris romkugler kåret som Danmarks bedste.

Det har danskerne ikke glemt her under coronakrisen.

For selvom store dele af samfundet er lukket ned, så går salget af de prisvindende romkugler som smurt.

Det fynske bageri har haft stor succes med at sælge deres romkugler online.

»Det er steget knap 400 procent, så det er helt fantastisk,« siger bagermester Carsten Matthiesen til TV 2/Fyn.

De kageelskende danskere kan også købe de populære romkugler i 80 specialbutikker – heriblandt en række vinhandlere.

Carsten Matthiesen fortæller, at nogle af vinbutikkerne sælger mellem 600 og 800 romkugler om ugen.

Han fortæller også, at på de travle dage laver Nørre Aaby Bageri op imod 12.000 romkugler, og det er kunder fra hele landet, som bestiller online.