Danskerne strømmer til: Alle vil se solformørkelsen
Onsdagens solformørkelse blev mange steder lidt af et tilløbsstykke.

Onsdagens solformørkelse blev mange steder lidt af et tilløbsstykke.

Rigtig mange danskere valgte at kigge mod solen onsdag aften, for at se den sjældne solformørkelse.
B.T.s Thomas Nørmark Krog var en af de mange, der var taget ud for at se det historiske fænomen gennem helt særlige briller.
Han fortæller fra Brøndby Havn, at folk strømmede til.
Billeder fra stedet viser, hvordan parkeringspladsen på stedet er fuldstændig stoppet med biler.

En solformørkelse opstår, når månen glider ind foran solen.
Vagthavende meteorolog ved DMI Anne H. K. Borrits siger i en pressemeddelelse, at det er »en af de største astronomiske begivenheder, vi kan opleve herhjemme i mange år.«
De fleste af de danskere, der onsdag drog ud i sensommeraftenen for at se det sjældne fænomen, så 86 til 88 procent af solen være dækket – afhængigt af, hvor i landet, de befandt sig.
Selvom det onsdag altså 'kun' var en delvis solformørkelse, er der i den grad tale om en sjælden begivenhed.
Sidste gang vi kunne opleve en total solformørkelse i Danmark var i 1851.
Missede du begivenheden onsdag aften, må du desværre væbne dig med tålmodighed.
Den næste totale solformørkelse over dansk territorium indtræffer nemlig ifølge Experimentarium først i maj 2142. Det bliver over Bornholm.
Først i september 2426 kommer der en over Jylland, Fyn og Sjælland.