Danskerne smadrede deres egen rekord sidste år.

Mere end nogensinde før fik danskerne pengene tilbage for deres flasker i 2025.

Danskerne pantede nemlig 2,2 milliarder flasker og dåser sidste år, og det er altså det højeste antal nogensinde, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Retursystem.

Tallet er 88 millioner højere end i 2024, lyder det.

Dansk Retursystem skriver videre, at danskerne ifølge deres beregninger afleverede ni ud af ti flasker og dåser retur i 2025.

Det svarer til, at hver dansker panter én emballage dagligt.

Og danskernes stigende aktivitet ved pantautomaten gør en forskel, mener direktør i Dansk Retursystem, Kasper Qvant Schmidt.

»Jo mere danskerne panter, des større miljø- og klimagevinster kan vi opnå. Når flasker og dåser pantes i stedet for at blive smidt ud som affald, kan vi holde drikkevareemballagerne i et lukket kredsløb,« siger han.