Deler du undertøj med venner og familie? Formentlig ikke. Og præcis som du holder dine underdrenge for dig selv, skal du også holde dine passwords tæt ind til kroppen.

»Man skal ikke udstille det offentligt, man skal ikke dele det, og man skal skifte det ofte,« siger Henrik Larsen, der er chef for DKCERT og bestyrelsesmedlem i Rådet for Digital Sikkerhed i en pressemedelelse fra Stofa og tilføjer:

»Dog skal man være opmærksom på, at når det drejer sig om hacking, hvor det er en computer, der sættes til at knække et password, så er ’jo længere, jo bedre’ det gode råd.«

Hver fjerde dansker har delt deres password til streamingstjenester med f.eks. venner og familie, viser en ny undersøgelse foretaget blandt 2.000 danskere af YouGov for bredbåndsudbyderen Stofa. Blandt 18-29-årige er tallet næsten dobbelt så højt.

Men delingen af password udgør en risiko - og ikke kun for at mor og far udnytter din Netflixkonto til at se krimiserier på din regning.

»Man ved jo ikke, hvordan den man har delt sit password med, bruger og opbevarer det. Mange bruger det samme password eller variationer af det på tværs af forskellige tjenester,« siger han og fortsætter:

»Det udgør en kæmpe risiko, for hvis en hacker først får adgang til ét af dine passwords, giver det nærmest direkte adgang til dine andre konti, f.eks. Facebook- eller bankkonto, da de vil være langt nemmere at knække, hvis de bygger på samme syntaks. Der bliver stjålet millioner af passwords på nettet på den måde,« siger han.

Over halvdelen af danskerne er ifølge undersøgelsen blevet udsat for online angreb eller trusler.

Udover selve delingen af password er danskernes uopfindsomhed også et problem for sikkerheden. 12 pct. bruger f.eks. fødselsdato eller eget navn i passwords, mens kæledyr, familiemedlemmers navne og fødsesldato også er populære.