Hvis du har handlet aktier indenfor de seneste 20 måneder, er du bestemt ikke alene.

Lige siden coronapandemien for alvor fik sit indtog i samfundet, har danskerne nemlig kastet knap 77 milliarder kroner efter investeringsbeviser.

Og det har ikke været helt uden gevinst. Det skriver Politiken, der bragte historien først.

For selvom børskurserne begyndte at svinge tilbage i efteråret, ser det umiddelbart ud til, at 2021 har været et ganske fornuftigt år, hvis man tager et kig på afkast.

Det kommer især til udtryk hos de fonde, der har globale eller amerikanske aktier. Her lyder afkastet nemlig på over 20 procent.

Danskernes investeringer er særligt sket gennem bankernes investeringsforeninger, hvor ens samlede investering fordeles over mange forskellige aktier.

Faktisk har danskerne smidt så mange penge i investeringsforeninger, at vi alene i de første tre kvartaler af 2021 har brugt ligeså mange penge på investeringsbeviser, som i de seneste tre år tilsammen.

»Væksten i den samlede formue i de danske fonde siden bunden i marts 2020 er en indikation på, at der virkelig er sket noget med investeringskulturen i Danmark«, fortæller Kåre Valgreen, der er investeringschef i Finans Danmark, til Politiken.