Lørdag aften fyrede TV 2 op for det store show 'Knæk Cancer Live' som kulmination på Knæk Cancer-ugen.

Der blev i alt indsamlet over 145 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. Helt præcis blev der i løbet af Knæk Cancer-ugen indsamlet 145.373.818 kroner i 2019.

Det er en anelse mere end sidste år, hvor der blev indsamlet knap 142 millioner kroner. De indsamlede penge går blandt andet til kræftforskning, forebyggelse og patientstøtte.

Hos Kræftens Bekæmpelse er der glæde over den store opbakning.

»Hver tredje dansker får kræft, og det er derfor noget, de fleste af os på et eller andet tidspunkt bliver berørt af,« siger Jesper Fisker, administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse til Ritzau, og fortsætter:

»Nu glæder vi os til at dele de mange penge ud til forskerne, der står klar til at sætte gang i en lang række spændende projekter, der kan være med til at sikre, at færre får kræft, og at flere overlever og får et bedre liv med deres sygdom.«

Rekorden for flest indsamlede penge i Knæk Cancer-ugen er på 160 millioner kroner og stammer fra 2016.

Herunder kan du opleve eller genopleve B.T.'s live-blog fra 'Knæk Cancer Live'.