Flere af de klinikker, der udfører behandlinger med blandt andet botox og restylane, har oplevet en markant øget efterspørgsel. Mange møder foran computerens kamera er en af årsagerne.

Under coronakrisen har klinikker for plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger fået flere kunder end normalt.

Radio4 har talt med syv klinikker, der i år har oplevet øget efterspørgsel på plastikoperationer og kosmetiske injektioner med eksempelvis botox. Også selvom klinikkerne var lukket helt ned i foråret på grund af coronarestriktioner.

En af de klinikker, der har fået flere kunder i butikken under corona, er AK Nygart. Det fortæller Helle Hillingsø, der er administrerende direktør til Radio4.

”Vores tese omkring er, at mange har siddet hjemme og holdt zoom-møder og dermed er blevet lidt mere opmærksomme på, hvordan de ser ud. Jeg tror, det er derfor, vi har oplevet en stigende tendens,” siger Helle Hillingsø til Radio4. Hun kalder den øgede efterspørgsel for et ‘zoom Boom’.

Radio4 har talt med 10 klinikker. Ud af dem har syv oplevet øget efterspørgsel på plastikoperationer og kosmetiske injektioner med eksempelvis botox. Tre af de 10 klinikker har oplevet nogenlunde samme efterspørgsel som sidste år, men ingen har oplevet nedgang.

Henrik Dyreby, der er ejer af Plastikkirurgisk Klinik Aarhus og medejer af en privatklinik i København, har også oplevet en stigning i efterspørgslen.

”Det er egentlig overraskende, at det er gået, som det er. Men der har næsten været tale om en fordobling i efterspørgslen hos os. I første omgang troede jeg, det var regionalt, men det er simpelthen både i Aarhus og København,” siger Henrik Dyreby til Radio4.

Han tror, forklaringen ligger i, at danskerne ikke i samme grad har været på ferie og derfor har brugt pengene på plastikkirurgi i stedet.

Phillip Pfeiffer fra klinikken Pfeiffer Plastikkirurgi i Roskilde har oplevet en stigning i efterspørgslen på 30 til 50 procent. Han tror også, det skyldes, at kunderne ikke har brugt så mange penge på rejser som normalt, og derfor har haft overskud i budgettet til en kosmetisk operation. Men det handler også om, at flere har arbejdet hjemme og derfor har haft tid til at være sygemeldte:

”Jeg har oplevet nogle patienter sige, at de har lidt mere tid til at være syge. Det er ikke noget, de nødvendigvis har vendt med deres arbejdsgiver. Men der er mange, der siger, at nu har de været hjemsendt, og så har der været den fleksibilitet, der gør, at det passede bedre at blive opereret i den her periode,” siger Phillip Pfeiffer til Radio4.