»Det er da pisseirriterende, men vi er jo nødt til at gøre det. Vi skal af med det corona,« siger 18-årige Marius, der netop er mødt på arbejde i Netto.

Han havde nær glemt det, men det er jo altså torsdag, at hele Danmark træder ind i endnu en periode med øgede restriktioner.

Mundbindet skal nu også være på alle offentlige indendørs steder – altså også i supermarkedet.

»Jeg tager det på selvfølgelig. Jeg vil gerne beskytte mig selv og andre, men jeg får nærmest sådan en klaustrofobisk fornemmelse og får lyst til at rive det af for at få luft,« siger Katrine, der til dagligt er advokat, og møder B.T. på vej ind i Netto.

Katrine
Katrine Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

»Men jeg må jo følge restriktionerne,« fortsætter hun.

Hun – og flere andre danskere vi har talt med – glæder sig mest af alt bare til tiden med mundbind er slut.

»Jeg hader at have det på. Hvis vi bare kan holde det til en periode, så er det fint nok, tænker jeg,« lyder det fra Daniel der er tømrer og lige har købt sig et mellemmåltid i supermarkedet.

Påbuddet om mundbind alle offentlige steder, herunder også ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet, gælder lige nu frem til den 2. januar. Det samme gør kravet om mundbind i den offentlige transport. På barer og restauranter, skal gæsterne også bære mundbind, undtagen når de sidder ned.

Daniel
Daniel Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

Ud af Netto kommer også Jannie, der arbejder som administrator i en fond. Hun skynder sig at få sit mundbind af, da hun træder ud på gaden.

»Jeg synes det er fuldstændig ligegyldigt. Det er vildt generende, og vi holder jo god afstand,« siger hun og ryster lidt på hovedet.

Øverst i artiklen kan du se en video, hvor en række danskere deler deres holdning til det nye påbud om mundbind

Hun synes heller ikke, at det giver mening, at det kun er udvalgte steder, der skal bæres mundbind.

Jannie
Jannie Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

»Jeg er ofte med offentlig transport, men når man så kommer op fra stationen, omgiver man sig igen med hundredvis af mennesker og er nødt til at røre ved en masse ting,« siger hun og afslutter:

»Jeg tror ikke på, det virker.«

Jannie er ikke alene, for ifølge projektet 'Hope', der er lavet af Aarhus Universitet med afsæt i svar fra omkring 500 personer, der dagligt siden den 13. maj er blevet spurgt ind til deres holdninger og handlinger under coronaepidemien.

Her er 30 procent imod kravet om mundbind.

Men Jannie tager det på alligevel. Det kan nemlig koste en bøde, hvis du fra torsdag ikke ifører dig mundbind eller visir, når du handler ind.