61-årige Otto Eberhardt fra Stenlille ramte åbenbart en strømning i dele af befolkningen, da han lørdag gav udtryk for sin corona-skepsis på bt.dk.

Han nægter at bruge håndsprit og føler sig talt ned til af myndigheder og politikere, som han opfatter som bedrevidende.

Derfor lægger han ikke skjul på, at han tager afslappet på de mange anbefalinger om afstand og forsigtighed over for virussen.

Talrige brugere på bt.dk har efterfølgende givet udtryk for støtte til Otto Eberhardts synspunkter.

Eksempelvis pensionisten Hanne Hallum fra Skævinge i Nordsjælland:

»Jeg synes, at det var en befriende udmelding fra ham. Jeg er 73 år, men anser mig ikke for at være i en risikogruppe. Jeg tager heller ikke handsker på, når jeg går i supermarkedet,« fortæller hun.

»Jeg synes, at vi overreagerer. Alle retter sig efter WHO, selv om hverken ham Brostrøm eller Mølbak har nogen rigtig erfaring med corona, fordi det er så nyt.

»Derfor synes jeg, at jeg selv har lov til at vurdere, hvor jeg vil anbringe mig. Mange af mine venner og naboer er fuldstændig hysteriske. Man må endelig ikke komme for tæt på eller være for mange sammen.«

»Men i længden kan vi jo ikke undgå en virus. Influenza koster også omkring 2.000 dødsfald om året. Reglerne om corona går ud over de forkerte. Virksomheder går ned, mange bliver ledige, ægteskaber går i stykker, og børn bliver syge,« siger Hanne Hallum.

Hun har altid vasket hænder hyppigt, men kunne hverken drømme om at bruge sprit eller gå med maske.

Samme holdning giver den jævnaldrende Leif Mortensen fra Løgstrup udtryk for:

»Selv om jeg er diabetiker, bruger jeg ikke handsker, når jeg handler. Og jeg vasker heller ikke hænderne flere gange om dagen, medmindre jeg har været på toilettet. Det er jo hysteri, hvis hånden skal have mere alkohol end munden.«

»Jeg er klar over risikoen, men min vurdering er, at risikoen nok er minimal i vores lille, dejlige land, når der ikke er flere smittede,« tilføjer den 73-årige pensionist.

En aktuel undersøgelse fra Voxmeter viser, at selv om regeringen fortsat har stor folkelig opbakning til sin håndtering af coronakrisen, er det lille mindretal af skeptikere voksende.

I den seneste uge mente hver 10. dansker, at 'regeringen har gjort for meget' i forbindelse med udbruddet af coronavirus i Danmark. Midt i marts havde kun hver 20. denne opfattelse.

Professor Allan Randrup Thomsen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet understreger dog, at det stadig er vigtigt at overholde de fælles spilleregler i Danmark.

»Ellers kan coronasmitten sagtens løbe fra os. Nogle tænker måske, at når vi trods alt foreløbig ikke har oplevet relativt mange døde, så har myndighederne skudt over målet med forholdsreglerne. Men bare se på nogle af de andre lande, hvor hurtigt det kan gå meget galt,« advarer eksperten.

Ifølge Allan Randrup Thomsen vil det være uklogt, hvis folk begynder at lave deres egne regler i stedet for at rette ind efter de fælles retningslinjer.

»Ellers kan vi ikke styre denne her proces. Virusset har jo ikke ændret karakter. Det er stadigvæk lige så smitsomt og farligt, som det har været fra starten. Selv om nogle folk måske tænker, at det her rammer nok ikke mig, så vil det være en farlig og skuffende egoistisk måde at håndtere det på,« tilføjer han.

Professoren sammenligner det med den lille gruppe af livsfarlige trafikanter, der ikke vil acceptere de fælles spilleregler på vejene.

»En lille gruppe kører jo også bevidst over for rødt lys, selv om det er åbenlys foragt for hensynet til andres liv og helbred. Vi er nødt til ikke kun at have fokus på os selv, men tage hensyn til fællesskabet,« understreger Allan Randrup Thomsen.