Danskerne bliver gift på stribe: 45 procent klarer den ikke
Det er så yndigt at følges ad, men der kan også lure farer forude.

Det er så yndigt at følges ad, men der kan også lure farer forude.

Danskerne siger i den grad ja.
Til hinanden.
Ikke siden 2009 er så mange danskere blevet gift som i årets første ni måneder. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det skriver Sampension i en pressemeddelelse.
Således var der 27.360 vielser i de første ni måneder af 2026, hvilket er det højeste antal siden 2009, hvor der i samme periode var 27.407 vielser.
De nye tal fra Danmarks Statistik viser desuden, at der var 8.396 skilsmisser i årets første ni måneder mod 10.991 i de første ni måneder af 2025. I 2025 var skilsmisseprocenten – som angiver andelen af ægteskaber, der vil ende i skilsmisse inden for ægteskabets første 50 år – på 45 procent herhjemme.
Helle Dalsgaard, der er rådgivningsleder i Sampension, siger:
»For det enkelte par er det naturligvis en glædelig begivenhed at sige ja til hinanden. Men vi ved desværre også, at en stor del af ægteparrene ender med at gå hvert sit. Og når vejene skilles, kan det også i økonomisk forstand komme til at gøre ondt.«
»For der kan vente en ubehagelig overraskelse, hvis man som ægtepar ikke i tide har fået styr på, hvad der skal ske med økonomien i tilfælde af skilsmisse. Det skal især kvinderne være opmærksomme på,« siger Helle Dalsgaard.
Hun nævner, at pensionsopsparinger i modsætning til den øvrige formue som udgangspunkt ikke delt ved en skilsmisse. I stedet tager hver part sin egen opsparing med sig ud af ægteskabet, og det vil ramme den med den mindste opsparing, hvilket typisk vil være kvinden. Hertil kommer, at kvinders pensioner også skal række længere end mænds, da de generelt trækker sig tidligere og lever længere.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinders pensionsformuer i gennemsnit var 16 procent lavere end mændenes i 2024.