Det har i denne uge været flere timer lange køer ved testcentrene, hvor danskerne kan møde op og få en coronatest uden en aftale.

Ventetiden på tidsbestilte coronaprøver er flere dage lang. Men når det kommer til ventetiden på regionernes testcentre for borgere med symptomer, så er der ikke nær så lang ventetid.

Og det har flere danskere, der vil coronatestes i en fart, godt luret.

Det skriver DR.

Praktiserende læge Sara Moltke fra Rødovre oplever mindst et par gange om dagen, at patienter i første omgang ringer og er fuldstændig symptomfri, når de vil henvises til en coronatest.

Men når hun giver sine patienter den skuffende melding, at hun ikke kan henvise til en test uden symptomer, og at borgeren derfor må stille sig om bag køen ved de forskellige testcentre, så sker der noget helt ud af det blå.

»Nogle har pludselig fået hovedpine, ondt i leddene eller haft feberfølelse i nat,« siger Sara Moltke til DR.

Hun fortæller også, at 70 procent af deres hverdag går med at håndtere coronarelaterede spørgsmål.

Sara Moltke har fuld forståelse for, at danskerne gerne vil hurtigere igennem testsystemet, men hun understreger, at det er vigtigt, at danskerne har forståelse for, at der bliver prioriteret, som der gør, og hvem der bliver testet hvornår.