Danskere strømmer til ny attraktion
Virkeliggørelsen af det fiktive hotel fra den ultrapopulære TV 2-serie 'Badehotellet' har fået danskere til at strømme til Holbæk.

Virkeliggørelsen af det fiktive hotel fra den ultrapopulære TV 2-serie 'Badehotellet' har fået danskere til at strømme til Holbæk.

Der er vidst ingen tvivl om, at serien 'Badehotellet' har været et gigantisk hit.
De seneste ti dage har fans af serien, og andre borgere, kunnet besøge en identisk kopi af badehotellet fra serien.
Og det er angiveligt et regulært sommerhit. Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk, der står bag den fysiske kopi af Badehotellet fra serien, fortæller til DR, at danskerne strømmer til.
»De dage, hvor vi har haft almindelig drift, og hvor Badehotellet samtidig har været åbent, har vi haft tre gange så mange gæster som i samme periode sidste år,« siger direktør for Oplevelsescenter Nyvang, Frits Thorarinsson til mediet.
Udover de danske gæster, så oplever oplevelsescentret også gæster fra Norge, Sverige og Finland, hvor den danske serie også har været et stort hit.
Det var seriens producent, Michael Bille Frandsen, der kontaktede Oplevelsescenter Nyvang, og gav dem ideen til det virkelige badehotel, da serien var optaget færdig.
Projektet har kostet godt 20 millioner kroner at realisere.
Frits Thorarinsson fortalte tidligere til Berlingske, at der måske kan blive serveret kaffe og kage på sigt på badehotellet, men at det ikke bliver hverken restauration eller et overnatningssted.
Hvis man gerne vil se badehotellet fra en af sine yndlingsserier, så skal man booke en tid, hvorefter man har en halv time til at udforske hotellet.
Badehotellet har åbent fra lørdag til torsdag 10-16.