Anne Bjerg og hendes familie gik i seng, mens der fløj aske ned foran deres hotelvindue. På himlen voksede en tung, sort røgsky sig større og større.

Men med en besked fra rejseselskabet Sunweb om, at der ikke var fare på færde på deres hotel, valgte familien at lukke øjnene.

»Da vi vågnede, lugtede hele hotellet af bål og en sort røg skyggede for solen. Det var så voldsomt, og alle gæsterne stod bare stille og gloede på det,« siger Anne Bjerg, der ankom til den sydøstlige del af Rhodos med sin familie tirsdag.

Om morgenen kontaktede familien endnu en gang Sunweb for at få klarhed over situationen, men der fik de igen at vide, at der var styr på det, og at der ikke var grund til at gå i panik, forklarer Anne Bjerg.

Det hotel, familien boede på kort før, de blev evakueret.
Det hotel, familien boede på kort før, de blev evakueret. Privat

I takt med at den sorte røg kom tættere på hotellet, valgte familien, på trods af ordene fra rejseselskabet, at pakke deres ting og gå ned mod receptionen, hvor de fleste af hotellets andre gæster havde fået samme idé.

»Hvis vi havde lyttet til Sunweb, var vi brændt,« siger Anne Bjerg.

For kort efter familien havde taget et valg om at pakke deres ting, fandt ilden frem til det hotel, som Anne Bjerg, hendes mand, forældre og lille barn skulle have holdt en afslappende ferie på.

»Vi fik besked på at efterlade vores bagage og løbe mod stranden. Der opstod panik, der var ingen strøm, bagende varmt, tumult og larm. Jeg troede, at jeg skulle miste min familie,« siger en berørt Anne Bjerg.

B.T. har foreholdt Sunweb familiens oplevelse og kritik. I et skriftligt svar til B.T. oplyser Business Development Manager i Sunweb, Jan Lockhart:

»Vi er selvfølgelig meget berørte af beskrivelsen af den voldsomt ubehagelige oplevelse, den pågældende familie har haft på Rhodos. I store træk er det min holdning, at vi har håndteret situationen korrekt,« skriver han.

»Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi i visse tilfælde kunne have informeret hurtigere og mere præcist, og jeg vil selvfølgelig beklage, at der er nogle af vores gæster, der ikke har følt sig tilstrækkelig informeret. Det er dog vigtigt at huske på, at der har været tale om en helt ekstraordinær situation. Den aktuelle skovbrand på Rhodos er muligvis den mest alvorlige i øens nyere historie og udviklede sig med hidtil uset hastighed.«

Reddet af de lokale

Kort efter Anne Bjerg og hendes familie fik besked på at løbe fra deres hotel, der siden er brændt halvt ned, fik de hjælp af lokale hænder.

»Vi kom løbende med en barnevogn gennem et stenet terræn, og så var der en lokal, der tilbød os et lift til et sted, der var nogenlunde sikkert, men der var der også fyldt med røg og mennesker. Vi ringede igen til Sunweb, men de kunne ikke transportere os væk,« siger Anne Bjerg.

Til familiens held fik de i stedet med nød og næppe lov til at mase sig med i en lokal bus, der satte kurs mod et hotel nordpå. Der var solen for længst gået ned.

»Vi blev indlogeret på gulvet i en kælder på et kæmpe hotel. Der var alt for mange mennesker, men hotellet og de lokale var fantastiske, og vi skulle ikke betale for noget,« siger Anne Bjerg. 

Anne Bjerg og hendes familie blev indlogeret i en kælder på et hotel nordpå efter deres flugt fra flammerne. 
Anne Bjerg og hendes familie blev indlogeret i en kælder på et hotel nordpå efter deres flugt fra flammerne.  Privat

»Og selvom vi er i en rigtig fin situation nu i forhold til mange andre hernede, så vil vi bare gerne hjem. Det har været meget traumatiserende.«

Sunweb oplyser, at deres berørte gæster på Rhodos vil blive kompenseret ud fra deres enkelte situation. 

Efter B.T.s henvendelse til Sunweb, oplyser Jan Lockhart, at de har booket et fly hjem til Anne Bjerg og hendes familie tirsdag.