Stoppet næse, kløe i øjne og træthed. Måske du selv har mærket symptomerne på pollenallergi, som op mod en million danskere lider af.

Og mange af dem ved ikke, at der faktisk er en vej ud af et forårsliv med sygdomstegnene. En af dem er 28-årige Signe Iskau, der savner vejledning omkring folkesygdommen.

»Det kan være svært at ringe til ens arbejde og sige: 'Jeg er syg i dag, fordi jeg har allergi'. Det føles ikke som en legitim grund, fordi mange har allergi, men i varierende grad, og det kan være en hæmsko for dem, der er hårdt ramt,« siger Signe Iskau fra København.

Hun er »hårdt ramt,« når tallene for græs- og birkepollenallergi er høje. Og selvom Signe tager receptpligtig medicin, får hun stadig symptomer, som generer hende.

»Så sidder jeg på kontoret og har det skidt med kløen i hals, ører og næse. Og jeg kan opleve, at pludselig 'løber' min næse og mine øjne, selvom alle vinduer er lukkede,« fortæller Signe, der er fuldmægtig i staten.

Og hun er bare én af op mod en million danskere, der lider af pollenallergi. Det gør allergi til den sygdom, som flest danskere kæmper med.

Det viser den nye Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen netop har udgivet. 23,6 procent af danskerne lider af allergi, hvilket svarer til over 1,3 millioner.

Og man frygter, at den årlige pollenmængde i løbet af de næste ti år vil blive fordoblet, og at folk vil få behov for mere medicin. Det fremgår af en forskningsrapport fra USA, der for nylig blev publiceret i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature.

Signe lider af græs- og birkepollenallergi.
Signe lider af græs- og birkepollenallergi.
Vis mere

Signe Iskau fik konstateret allergi, da hun var omkring 11 år, og har siden fået medicin. Dog synes hun ikke, at hun har fået en tilstrækkelig hjælp og vejledning hos sin læge.

»Da jeg kom til læge, fik jeg at vide, at jeg kunne få næsespray, øjendråber og allergipiller. Og så var det det. Og generne forsvinder ikke af det, men tager kun toppen af isbjerget,« fortæller hun.

Og så undrer det Signe, at der ikke er et årligt tjek af hendes situation hos lægen, når hun får fornyet sin recept.

»Ingen spørger efter flere år, om ens behandling egentlig hjælper. Om man har det bedre, eller om man stadig har brug for den.«

Signes bror, Martin, har også allergi, og det var gennem ham, hun blev bekendt med, at man faktisk kan blive vaccineret mod sygdommen.

»Jeg er ikke blevet præsenteret for forskellige muligheder hos min læge, og jeg er aldrig blevet oplyst om, at man kan blive vaccineret. Det var først, da min bror snakkede om det,« fortæller hun.

Og netop fordi for få modtager den rette behandling, er allergiproblemet voksende. Det mener Ole Hilberg, der er overlæge i lungemedicin ved Syddansk Universitetshospital.

Ifølge ham lider flere tusinde helt unødvendigt af pollenallergi, fordi de ikke modtager den rette behandling.

»Det er synd for folk, hvor det ikke bare handler om snøftende næser eller kløende øjne, men derimod influenzalignende symptomer, at de skal lide, når der er en mulig løsning for mange med noget så simpelt som en allergivaccination,« siger Hilberg.

Ole Hilberg er overlæge i lungemedicin ved Syddansk Universitetshospital og tidligere formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab. 
Ole Hilberg er overlæge i lungemedicin ved Syddansk Universitetshospital og tidligere formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab. 
Vis mere

Overlægen mener, at folkesygdommen er overset, fordi mange praktiserende læger ikke nødvendigvis er lige interesserede eller opdaterede i alle sygdomme.

»Der er nogle behandlingsmuligheder for allergi, der ikke er så anvendt i Danmark. Man er meget tilbøjelig til at give symptomatisk behandling.«

Og så er der mangel på allergologiske specialister, som der kun er 30 af tilbage i landet, hvilket ikke harmonerer med, at patientgruppen bliver større, siger han.

»Cirka ti procent af patienterne har så voldsomme symptomer, at de har behov for en særlig specialiseret indsats. Men politikerne har i flere år underprioriteret allergiområdet og sparet specialisterne væk. Og derfor ender mange allergikere med den 'nemme' løsning, nemlig at holde fast i håndkøbsmedicinen.«

Ole Hilberg mener, at vi kan højne de mange pollenallergikeres livskvalitet og produktivitet, hvis politikerne tager ansvar og sætter fokus på folkesygdommen.

En holdning, som Signe Iskau er enig i.

»Der er brug for mere oplysning om allergi. Det er underligt, at man ikke får mere vejledning om og hjælp til en folkesygdom,« siger hun.

Du kan få rådgivning om allergi i Astma-Allergi Danmark.