'Hold afstand'. Et af myndighedernes skarpeste våben i kampen mod coronasmitte er, at vi alle sammen holder afstand, når vi bevæger os rundt i det offentlige rum.
Statsminister Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne har flere gange rost danskerne for at efterleve anbefalingen.
Men nu indrømmer en betragtelig del af danskerne, at de er begyndt at slække på afstanden.
Næsten halvdelen – 44 procent – af danskerne siger nu, at de inden for de seneste to-tre uger har slækket på at holde afstand til andre i for eksempel supermarkeder og på gaden.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.
Især unge erkender, at de er mindre strikse med at efterleve afstandskravet. Hele 62 procent erkender, at de har slækket på afstanden, mens det kun gælder 26 procent af de 75+-årige.
Tendensen vækker bekymring hos virolog og professor Allan Randrup Thomsen, Københavns Universitet.
»Det er altså alvorligt, hvis det begynder at skride. Det er også min egen fornemmelse, at folk ikke er så omhyggelige med at holde afstand, som de var i begyndelse af epidemien,« siger han og tilføjer:
»Derfor synes jeg også, at myndighederne har sendt et uheldigt signal ved at reducere det generelle afstandskrav fra to til en meter, for det skubber til en opfattelse hos folk om, at så er afstand nok ikke så væsentlig længere.«
Men virussen er det samme, som den hele tiden har været, og Statens Serum Instituts beregninger viser, at epidemien kan blusse op igen, hvis danskerne holder op med at holde afstand, pointerer Allan Randrup Thomsen.
»Smitterisikoen stiger, hvis vi ikke holder afstand. Lige nu er der relativt få smittede i Danmark, men vi ved også, at der ikke skal så mange smittebærere til for at sprede sygdommen igen. Det kan hurtigt tage fart igen. Det var jo efter alt at dømme sådan, det hele startede, med nogle danskere, der kom smittede hjem fra skiferie,« siger han.
»Og hvis vi skal fortsætte genåbningen – det understreger Statens Serum Institut også i sine rapporter – skal vi fortsætte med at efterleve hygiejnereglerne, herunder afstandskravet.«
Lektor og adfærdsforsker ved RUC Pelle Guldborg Hansen efterlyser egentlige feltstudier af, hvordan danskerne opfører sig ude i virkeligheden under coronakrisen.
Adfærdsforskningen viser nemlig, at den selvrapporterede adfærd i en spørgeskemaundersøgelse sjældent stemmer overens med, hvordan folk opfører sig i virkeligheden.
Feltstudier – for eksempel af, hvordan danskernes adfærd i forhold til afstandskrav i supermarkedet udvikler sig over tid – ville kunne give myndighederne nogle mere præcise styringsinstrumenter til at håndtere coronakrisen, siger Pelle Guldborg Hansen.
Han påpeger, at udefrakommende faktorer som for eksempel vejret har stor indflydelse på vores adfærd.
Og hvis DMI's prognose om sol og op mod 20 grader i Kristi himmelfartsferien i den kommende uge holder, vil vi se, at folk stimler sammen, forudser han.
»Det gør vi ikke nødvendigvis, fordi vi har en intention om at slække på afstandskravet, men fordi situation gør, at vi lige pludselig er mange personer på samme sted,« siger Pelle Guldborg Hansen.
Allan Randrup Thomsen så gerne, at myndighederne havde fastholdt det generelle afstandskrav på to meter i stedet for at halvere det til en meter. Ikke mindst af hensyn til personer i risikogruppen, hvor anbefalingen stadig lyder på to meters afstand.
»Man kan jo ikke se på folk, om de er i risikogruppen,« siger han.
Samtidig kommer han med en generel anbefaling om at træde et skridt baglæns, hvis man er usikker om, om man nu holder tilstrækkelig afstand til andre mennesker.