'Hold to meters afstand.' Medmindre du har levet under en sten, har du formentlig hørt den anbefaling en gang eller ti.

Men noget tyder nu på, at det ikke er alle, der har forstået beskeden – eller som i hvert fald ikke har tænkt sig at overholde den længere.

Solen er nemlig for alvor tittet frem, og det får nogle danskere til at strømme udenfor for at bade og slikke sol tæt på andre mennesker til trods for, at der fortsat advares mod faren ved at smitte med coronavirus, hvis man ligger for tæt.

Det viser billeder fra Nordhavn i København, der er taget tirsdag 21. april.

Mange unge nyder solen og bader ved Nordhavnen i København.
Mange unge nyder solen og bader ved Nordhavnen i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Danskernes adfærd i forårssolen er dog ikke noget, der kommer bag på Pelle Guldborg Hansen, der er lektor i adfærdsforskning ved Roskilde Universitet.

»Det er der vel ikke nogen, der for alvor er overrasket over,« fortæller han til B.T.

Men hvorfor er han ikke det? Og hvorfor kunne noget tyde på, at nogen er begyndt at slække mere på de mange forholdsregler?

Her forklarer han danskernes adfærd med, at man i starten blev præsenteret for den berømte kurve, der skulle vise, at vi skulle forblive i det grønne, så vi ikke overbelastede sundhedsvæsenet, ligesom man så de voldsomme billeder fra udlandet.

Det er blevet lidt mere normal hverdag i København.
Det er blevet lidt mere normal hverdag i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men nu er situationen en anden.

»Nu kan danskerne jo se, at vi flader ud på kurven. Og de kan se, at vi heller aldrig var ude på kanten at gå, og så tænker folk: 'Jamen, så var det bare det. Vi har måske endda overreageret, og vi klarer den jo fint,' forklarer Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Så tænker folk, at de godt kan begynde at slække lidt på det nu. De tænker, at det alligevel ikke var helt så farligt, og det er grunden til, at vi ser billeder som de her nu.«

Han forklarer videre, hvordan regler om to meters afstand blandt andet bliver et problem, hvis det ikke bliver leveret med troværdighed.

»Frisører og tatovører må godt åbne nu. Hvad er det, tænker folk? De begynder pludselig at sætte spørgsmålstegn ved reglerne, for hvis de må åbne op, og man må sidde i to timer tæt op ad en frisør, hvorfor må man så ikke være 12 mennesker i en gymnastiksal eller 15 på en strand?«

Pelle Guldborg Hansen fortæller også, hvordan det bliver et problem, når der rapporteres og sættes fokus på alle dem, der bryder reglerne frem for dem, der faktisk overholder dem.

»Hvis andre bryder reglerne, så tænker man, at det er mere okay. Og hvis der er fokus på dem, der bryder reglerne, så er det er med til at forstærke synliggørensen af dem.«

»På den måde kan det ende med, at reglen fuldstændig mister sin troværdighed, fordi folk tænker: 'Jeg sidder ikke herhjemme og keder mig, hvis alle andre ikke gør.'«

Hos Københavns Politi er man imidlertid ikke bekymret over situationen endnu.

»Vi har fået en del anmeldelser på de her forsamlinger rundtomkring, og vi har været ude og kigge til mange af dem. Umiddelbart holder folk sig fornuftigt med afstand. Det er den umiddelbare opfattelse,« siger vagtchef Henrik Brix.