Hospitalsopholdet skulle kun have varet to timer. Men 22-årige Patrick Friis fra Silkeborg bliver lige nu holdt i karantæne på en lille stue i Ho Chi Minh City, hvor alt er ved at lukke ned.
»Det føles som en film. Det er totalt surrealistisk. Vi må ikke gå ud på gangene, vi må ikke gå ud overhovedet. Vi ligger fire mennesker inde på hospitalssenge,« fortæller han til B.T. om den uvante situation, der har sit udspring i 14. marts.
Her var Patrick Friis kort inde på en bar. Han bestilte ikke noget, men efter nogle dage blev han spurgt, om han havde været der.
Da han kunne bekræfte, blev han bedt om at arbejde hjemmefra. Siden fik han besked på at tage på hospitalet og blive tjekket for coronavirus.
Det ville tage to timer. Var testen negativ, ville han få lov til at gå igen, lød det, og Patrick Friis tog 23. marts på hospitalet i Vietnam.
»Jeg blev ført ind på en hospitalsstue, hvor der ligger en toiletrulle, en tandbørste og et lille håndklæde. Så kan jeg godt se, jeg ikke kommer ud efter et par timer. Vi laver testen, og der går nogle timer. Ingen snakker engelsk, så der er også forvirring,« fortæller Patrick Friis.
Også kammeraten Frederik Andersen tager til hospitalet for at blive testet. De to deler nu stue sammen med flere andre. Der er ikke aircondition, og selv efter testen var negativ, har de ikke fået lov til at gå.
Hver dag spørger en læge, om de har symptomer. Selvom svaret er 'nej', bliver de holdt på hospitalet.
»De siger, at vi skal blive der omkring 14 dage. Det er forvirrende. Den ene siger, det er 14 dage fra på baren, den anden siger, det er 14 dage, fra vi kom herind (på hospitalet, red.). Vi har stadig ikke fået bekræftet, hvad der er sandt eller falsk,« siger Patrick Friis, der af både ambassaden og Udenrigsministeriet har fået besked på at vente.
Der bliver kæmpet for at få danskerne hjem. Oprindeligt skulle han have været med et fly hjem tirsdag – et fly der dog alligevel blev aflyst – og indtil videre bliver de holdt på hospitalet i uvished.
»Da vi kom, var der hverken puder eller dyne. Der var tandbørste, lidt shampoo og et håndklæde. På toilettet er der ikke noget bræt. Det ligner fandeme noget fra et fængsel. Vi bliver vækket klokken 5 om morgenen, hvor de stiller noget suppe ved siden af os. Klokken 11 kommer der noget ris, og hvad der ligner kød, men det smager ikke rigtig sådan. Om aftenen får vi samme portion. Vi får mad, men det er godt nok ikke noget, vi er vant til at leve af,« fortæller Patrick Friis.
Da ingen af dem regnede med, de skulle blive der længe, har de ikke noget tøj med. Kommunikationen med personalet er svær, for kun en læge taler engelsk. Ellers må de klare sig på tegnsprog.
Dagene går med at forsøge at holde humøret oppe, og de trøster sig dog med i det mindste at være to.
»Det gør helt klart forskellen, at vi har hinanden. Prøv at tænke, hvis jeg havde været hernede alene, det havde jeg ikke kunnet holde ud. Allerede nu er vi ved at gå helt ned. Vi har kun været her et par dage,« fortæller Patrick Friis.
Venneparret fik mulighed for at blive flyttet til et internationalt hospital, der ligger 45 minutter væk, men det ville koste 1.000 dollar – cirka 6.900 kroner – om dagen.
Hvornår de får lov at bevæge sig ud igen, ved de ikke. Og her venter nye udfordringer. For Patrick Friis fortæller, at han oprindeligt skulle flytte ud af sin lejlighed fredag.
Kontrakten er opsagt, men han kan ikke hente sine ting. Samtidig er udlejerne af myndighederne blevet opfordret til ikke at forlænge kontrakter eller skrive under med nye lige nu, så når han kommer ud fra hospitalet, står han uden tag over hovedet.
En mulighed er et par nætter hos Frederik, der har sin lejlighed indtil 1. april.
»Der kan jeg måske bo et par dage. Lige nu lyder det til, de lukker hele byen ned. Flere danskere er blevet sendt hjem, og ambassaden kæmper så hårdt, de kan. Det samme gør forsikringsselskaberne. Det er en lortesituation og ikke noget, vi er vant til,« siger Patrick Friis.
»Det er mærkeligt at være her. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, mine otte måneder i Vietnam skulle slutte. Jeg er sikker på, det bliver en skidegod historie at fortælle, når jeg engang er ude herfra. Men lige nu ville jeg gerne have været det foruden,« slutter silkeborgenseren.
