Hr. og fru Danmarks nationalsport – grænsehandel i Tyskland lige på den anden side af 'den røde streg' – er oppe i syvende gear igen efter den seneste coronanedlukning.

Men det første søm i ligkisten for køb af pantfri ‘tyskerbajere’ og sodavand for grænsehandlende danskere er netop blevet slået i låget, efter EU-domstolen onsdag har givet organisationen Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening medhold i, at EU-Kommissionen ikke har fulgt godt nok op og krævet effektiv handling fra den tyske regering.

Regeringen i Berlin har nemlig i årevis vendt det blinde øje til med hensyn til at kræve, at også de to nordtyske delstater Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern skal være en del af hele det øvrige Tysklands returpantsystem, som alle andre steder er mindst lige så effektivt som det danske.

Men med EU-domstolens afgørelse kan hr. og fru Danmark nu måske begynde at se enden på muligheden for at købe øl og sodavand uden pant.

»I forhold til den danske dagligvarehandel er særreglen for den tyske side af grænsen åbenlyst unfair konkurrence. Derfor har vi klaget. Vi har sagt: 'Er der ikke en voksen til stede?' Og den klage har EU-domstolen altså givet os medhold i,« siger Lotte Engbæk Larsen, markedschef i Dansk Erhverv.

»EU-Kommissionen har ikke gjort sit arbejde godt nok, så nu skal den kigge på sagen igen. Der findes ingen undtagelser i den tyske lovgivning på det her område, så det er helt absurd, at Tyskland igen og igen bare har fået lov til at køre videre, uden det har haft nogen form for konsekvenser,« siger hun videre.

Lotte Engbæk Larsen understreger, at Dansk Erhverv ikke generelt har noget imod grænsehandel.

Men organisationen har noget imod, at der er unfair konkurrence til fordel for grænsekøbmændene på den tyske side.

»Hele målet med vores sag er at få sat en prop i hullet for det her. Det er ikke fordi, vi har noget imod grænsehandel. Der er en helt absurd trafik af lastbiler, der kører fyldte derned og derefter kommer alle trailerne kørende bagefter, bliver fyldt op og kører så den anden vej,« siger markedschefen.

Da grænsehandlen har været stoppet under store dele af tiden med corona, har det for første gang været muligt at få konkrete tal på bordet for, hvor stort et indhug i det samlede salg af øl, sodavand og slik i Danmark grænsehandlen medfører.

På netop de nævnte varegrupper er salget herhjemme steget med op til 16 procent i perioden med nedlukning for grænsehandlen.

Det svarer til, at den danske statskasse alene for de nævnte varer under normale omstændigheder mister 1,9 milliarder kroner i indtægter hvert år.

Dertil kommer et endnu større beløb, som den danske dagligvarehandel selv går glip af. Ligesom det betyder tab af danske arbejdspladser.

Når det er så attraktivt for nogle danskere at køre syd for den dansk-tyske grænse for at handle, er det naturligvis først og fremmest på grund af de lavere priser.

Og når der ikke er pant på de ikke færre end 650 millioner øl- og sodavandsdåser, der hvert eneste år bliver hentet nede hos Fleggaard og de øvrige grænsekøbmænd, er det for nogle endnu mere attraktivt.

Ikke mindst fordi det trods årelange forsøg fra blandt andet danske EU-politikere endnu ikke er lykkes EU-landene at blive enige om at indføre et fælles europæisk pantsystem.

For der er næppe mange, som har lyst til at skulle fragte for eksempel 50 kasser med tomme dåser tilbage til Tyskland for at få panten tilbage. Hvis ellers der var pant på dåserne.

Udover Dansk Erhverv jubler man også i Danmarks Naturfredningsforening over, at EU-Kommissionen nu er blevet pålagt at kigge på muligheden for at indføre pant også hos grænsekøbmændene.

»Jeg er glad for, at vi i dag er kommet et skridt nærmere at få stoppet forureningen af den dansk natur med de mange pantfri dåser, der hver dag fragtes over den dansk-tyske grænse,« siger Mette Ranfeldt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

»Begge lande har velfungerende retursystemer, og det er fuldstændig grotesk, at der ikke også er pant på grænsedåserne,« siger hun.