Coronavirus har i den grad fået alvorlige konsekvenser for Danmark, hvor alt fra skoler og institutioner er blevet lukket ned, mens folk stærkt opfordres til at holde sig langt væk fra større forsamlinger.
Især ældre og særligt udsatte bør holde sig inden døre i disse dage, hvilket kan skabe en del udfordringer, når det kommer til tidligere simple gøremål såsom indkøb og gåture med hunden.
Selvom der tidligere har været stor fokus på, hvordan grådigheden med det samme overtog hos visse danskere, der strømmede til supermarkeder for at hamstre madvarer og toiletpapir, så er der også gode nyheder midt i alt det dårlige.
Der er nemlig masser af danskere, hvor næstekærligheden har overtaget, hvilket betyder, at der er rigeligt hjælp at hente, hvis man har brug for en hjælpende hånd til indkøb, hundeluftning og børnepasning.
Mens der er dukket utallige Facebook-grupper op landet over, så har Røde Kors også oprettet et hjælpenetværk, hvor 8.447 personer i skrivende stund har tilbudt deres hjælp til medborgere i nød.
Det fortæller Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, til B.T. Han fortæller desuden, at der indtil videre 'kun' er 210, som har bedt om hjælp.
»Danskerne er rigtig gode til at hjælpe hinanden. Vi er glade for, at 'kun' 210 har bedt om hjælp, da vi er sikkerhedsnetværket for dem, der har størst problemer, og hvor de har udtømt alle deres muligheder,« siger han.
Han fortæller endvdere, at det hovedsageligt er indkøb, hundeluftning og afhentning af medicin, som der har været behov for hidtil, men at der på det seneste også har været en del henvendelser fra folk, der har haft brug for nogen at snakke med.
Vi er meget overvældede over, hvor mange danskere der har meldt sig til hjælpe hinanden.Anders Ladekarl, generalsekretær Røde Kors
»Derfor har vi indført såkaldte 'tryghedsopkald', hvor vi ringer og snakker med borgeren en gang om dagen,« siger han og fortsætter:
»Vi er meget overvældede over, hvor mange danskere der har meldt sig til hjælpe hinanden. Hjælpen har virkelig været helt enorm indtil videre,« slutter han.
Hvis du er ramt af coronavirussens konsekvenser i hverdagen, kan du ringe til Røde Kors på 35 29 96 60 eller søge hjælp på rodekors.dk. Telefonen har også åbent om natten.
Mange danskere tager i disse dage også selv initiativ til at hjælpe.
Det ses blandt andet på de noget nær utallige af grupper på Facebook, hvor man landet over kan tilbyde sin hjælp og få hjælp af private borgere til diverse gøremål i disse corona-tider.
TIP OS: Har du selv taget initiativ til at hjælpe andre på en særlig måde? Eller har du modtaget hjælp? Så kontakt os meget gerne på fima@bt.dk
Herunder kan du se blot et lille overblik over udvalget af grupper landet over.
Hele landet
'I Danmark hjælper vi hinanden – COVID19'
I denne gruppe kan man finde hjælp til alt fra børnepasning, vareindkøb, hundeluftning og pakkehentning.
Jylland
'Corona-indkøb og -børnepasning i Aarhus og omegn'
I denne gruppe kan folk i risikogruppen eller arbejdende forældre, der 'holder hjulene i samfundet kørende', få hjælp til børnepasning, indkøb eller andre ting.
'Corona-hjælp i Aalborg og omegn'
I denne gruppe kan borgere i Aalborg og omegn skrive, hvis de har brug for hjælp som følge af corona-epidemien.
'Coronavirus (COVID-19) – Hjælp I Sønderjylland'
Corona-smittede i Sønderjylland kan i denne gruppe finde hjælp til indkøb og diverse.
Sjælland
'Indkøbshjælp Corona – København:
I denne gruppe kan man melde sig som indkøber og bede om hjælp, hvis man enten er i karantæne eller ikke tør tage i supermarkedet på grund af risikoen for at blive smittet.
Hjælp en nabo på vores Ø
Her kan folk, der bor på Amager, få hjælp til diverse praktiske gøremål som følge af corona-epidemien.
Covid-19 Hjælp Nordsjælland
Netværk af frivillige, der hjælper folk, som på den ene eller anden måde er påvirket af coronavirussen.
Fyn
Coronavirus (COVID-19) – Hjælp På Fyn
Her kan borgere på Fyn finde hjælp til praktiske gøremål, hvis de er blevet testet positive for virussen.
'Hjemmekarantæne Nyborg Kommune'
En gruppe, der er oprettet for at hjælpe de folk, der er i karantæne på grund af virussen, og som dermed ikke må forlade deres hjem.