'Utryghed og usikkerhed.'

Det er nogle af de ord, som strandede chartergæster beskriver deres nuværende situation med.

B.T. har samlet nogle af de danskere, der er efterladt i uvished om, hvornår de kommer hjem, og må spejde langt efter et SAS-fly.

Christian Nielsen, 71 år, Holbæk.

Skulle være fløjet hjem fra Samos, Grækenland, i lørdags, men er sammen med sin kone strandet på øen.

»De informationer, vi har fået siden da, er, at der ikke er nogen nye informationer. Jeg ved godt, at jeg er pensionist, men det er ikke særlig sjovt at være spærret inde på den måde. Rejsebureauet anbefaler, at vi hele tiden opholder os i nærområdet,« siger Christian Nielsen.

Hans bil står desuden parkeret i en kælder ved lufthavnen, der hver dag trækker penge på kontoen.

»Det første døgn fik jeg en bøde på 1.200 kroner, og så koster det omkring 300 kroner om dagen. Har bare fået besked på, at jeg kan søge om erstatning hos SAS,« fortæller han.

Henrik Madsen, 72 år, Odense.

Sidder strandet i Malaga, men har nu købt flybilletter med Ryan Air onsdag morgen.

»Vi har forgæves forsøgt i tre dage at få fat på SAS. De skriver 'dit fly er sandsynligvis aflyst, hvis strejken fortsætter',« siger han og tilføjer:

»Men man kan jo ikke vente på den måde og stå med håret i postkassen.«

Jette Skaarup, 56 år, Glostrup.

Jette Skaarup var en af de Apollo-turister, der blev ramt af SAS-strejken i juli. Læs hele hendes historie her.
Jette Skaarup var en af de Apollo-turister, der blev ramt af SAS-strejken i juli. Læs hele hendes historie her.
Vis mere

Hun er sammen med sin kæreste strandet på hotel på Samos, og har tirsdag igen fået sms fra Apollo om, at der ikke er fundet noget nyt fly.

Det er en stor udfordring, da både Jette Skaarup og hendes kæreste skulle have startet på arbejde i mandags.

»Vi kan ikke få oplyst præcis, om vi får dækket tabt arbejdsfortjeneste. Apollo henviser til SAS, selv om vi har købt charterrejsen gennem dem,« siger hun.

Jack Nedovic, 46 år, Tårnby

Jack og hans familie har flybilletter med SAS for 12.000 kroner på onsdag, hvor den massive strejke er varslet. Foto: Privat
Jack og hans familie har flybilletter med SAS for 12.000 kroner på onsdag, hvor den massive strejke er varslet. Foto: Privat
Vis mere

Han er sammen med sin kæreste og to børn lige nu i Montenegro. Det lykkedes for dem at flyve 29. juni få dage før strejken.

De har flybilletter med SAS tilbage til København 27. juli, og lige nu kigger de efter et alternativt flyselskab, hvilket dog ikke er nemt.

»Der er ingen alternativer fra Tivat lufthavn, som vi har billetter fra med SAS, så vi er ude i, at skal finde anden lufthavn for at komme hjem,« siger han.

Jannick Pehrson, 44 år, Hillerød.

Jannick Pehrson sidder lige nu strandet på Samos og mener, at Apollo Rejser fraskriver sig ansvaret.
Jannick Pehrson sidder lige nu strandet på Samos og mener, at Apollo Rejser fraskriver sig ansvaret.
Vis mere

Sidder fanget på ferieøen Samos i Grækenland, og undrer sig over, at Apollo, som han har købt rejsen af, virker helt uforberedt på situationen.

Desuden mener han, at Apollo fraskriver sig ansvaret, fordi de henviser til, at SAS ikke flyver.

»Men de skal huske på, at vi er deres kunder og ikke SAS' kunder. Og det er fair, at de ikke kan trylle et fly frem, men det er ikke fair med ekstraudgifterne, og at de først begynder at kigge på løsninger nu.«

Anja Benfeldt, 51 år, Frederikssund.

Her ses Anja Benfeldt mellem sine to døtre Maja på 23 år (til venstre) og Sara på 20 år. Foto. Privat
Her ses Anja Benfeldt mellem sine to døtre Maja på 23 år (til venstre) og Sara på 20 år. Foto. Privat
Vis mere

Anja Benfeldt skulle sammen med sin kæreste og to døtre Maja og Sara familieferie til Los Angeles.

Men det går helt galt.

Anja Benfeldt og kærestens fly går nemlig lige kort før strejken, mens de to døtres fly bliver aflyst.

»Vi skulle have en familieferie, men nu er vi blevet splittet op. Det er så frustrerende.«

I alt er 1.700 charterrejsende ramt af problemet, oplyser pressechefen i SAS Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji. Tallet for de resterende danske passagerer kender SAS ikke.

»Men det ændrer sig over tid, da der er flere, som skal hjem i fremtiden. Vi arbejder 24/7 sammen med charteroperatørerne for at få så mange hjem som muligt,« fortæller Alexandra Lindgren Kaoukji til B.T.

Ifølge hende bliver omkring 30.000 passagerer om dagen ramt af aflyste fly på grund af strejken.

Du kan læse om dine rettigheder som flypassager her.