Hans og Elin havde i månedsvis glædet sig til deres rejse til Peru. Rundrejsen skulle vare i 20 dage og tegnede til at blive et af deres livs største oplevelser.

I løbet af de første 11 dage sejlede de i en sivbåd ud til de flydende øer på Titicacasøen og kørte med et bumletog henover Altiplanoen, hvor med lamaer og snedklædte vulkaner passerede forbi vinduerne.

Mandag nåede de Den Hellige Dal nær Machu Pichu, hvor de blev indlogeret på hotellet Hacienda Del Peru.

Samme dag lukkede præsidenten landet ned på grund af Coronavirus. Danskerne blev sat i karantæne.

Nu sidder Hans og Elin nede på Hacienda Del Peru og vil gerne hjem. De er rejst med Stjernegaard Rejser sammen med 13 andre gæster og en dansktalene guide.

De har forbud mod at opholde sig andre steder end på hotellet, og der er ikke udsigt til, at de kan komme på en flyver til  Danmark.

»Vi har det jo godt her på hotellet. Men vil utroligt gerne hjem,« skriver Hans Ole Vester i en mail til B.T.

Han er selvstændig erhvervsdrivende og driver et lille firma med to ansatte.

Parret rejste fra Danmark den 4. marts. Det var planen at de skulle hjem den 24. marts efter et smut i Amazonas.

Men det fly kommer de nok ikke med. Limas internationale lufthavn, Jorge Chavez, lukker for al kommerciel flyvning fra og med i morgen søndag den 22. marts.

I en mail til parret oplyser Udenrigsministeriet, at de arbejder på at finde muligheder for hjemrejse, og at de har sendt danske diplomater til regionen for at understøtte indsatsen. Men det svar føler parret ikke er tilfredsstillende.

»Vi føler ikke, de gør noget for os! Vi hører jo andre lande får hentet deres borgere hjem,« skriver Hans Ole Vester.

Udenrigsministeriet arbejder i disse dage hårdt på at få danskere hjem fra en lang række forskellige lande, der har lukket deres grænser og stoppet flyvninger.

Tidligere på ugen blev danskere fløjet hjem fra Marokko, og der er også diplomater på vej til Phillipinerne, hvor der også er mange danskere.

Udenrigsministeriet har nedsat en særlig Task Force, der skal få danskere hjem fra Sydamerika.

Er du strandet i udlandet? Så skriv til 1929@bt.dk.