Halvdelen af danskerne vil gerne spise flere grøntsager og frugter. Men færre og færre gør det.

Det viser en forbrugeranalyse med data fra Voxmeter, der er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer.

Kun 17 procent vurderer selv, at de når anbefalingen på 600 gram frugt og grønt dagligt.

Det er færre end for bare to år siden. 

Danskerne mangler altså ikke nødvendigvis motivation eller viden om, at frugt og grønt er en vigtig del af en sund kost. 

Analysen peger derimod på, at udfordringen handler om noget helt andet:

»Vi har ikke et motivationsproblem. Vi har en hverdagsudfordring. Danskerne vil gerne spise flere grøntsager, men hvis de opleves som tidskrævende, besværlige, eller svære at få ind i måltiderne, bliver de fravalgt,« siger Line Munk Damsgaard, der er afdelingsleder for Ernæring & Forbrugeranalyse i Landbrug & Fødevarer.

Ifølge Landbrug & Fødevarer handler udfordringen altså om at få ambitionerne om at spise flere grøntsager omsat til handling i en travl hverdag.