Fra udenlandske hoteller til telte og campingvogne herhjemme.

»Interessen er ekstremt stor igen i år,« siger Anne-Vibeke Isaksen, der er landsformand for Dansk Camping Union.

Som i de seneste år, hvor mange danskere holdt ferie på hjemmebane på grund af corona, ser det ud til, at det kommer til at gentage sig også i den kommende sommerferie.

For krigen i Ukraine og den øgede inflation har tilsyneladende fået flere til at fravælge den længe ventede charterferie til fordel for en tur på camping- eller shelterpladser i den danske natur.

Eksempelvis viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at mens 46 procent af de adspurgte i november sidste år gerne ville holde sommerferie i udlandet, sagde kun 36 procent det samme i en tilsvarende spørgerunde i april i år.

»Vi har mange nye campister, der ringer ind med klassiske førstegangsspørgsmål om campinglivet. Det handler om alt fra, hvordan man sætter elkabler til campingvognen til hvilket grej, man skal have med på teltturen, siger Anne-Vibeke Isaksen fra Dansk Camping Union:

»Det er gået op for danskerne de seneste år, at camping er rigtig mange forskellige ting. Det er alt fra fastliggerlivet på den samme campingplads, til teltture, hytter, shelters eller ferie med autocamper.«

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen tror, at tendensen er kommet for at blive.

»Vi gider ikke længere eskapisme-turismen, hvor vi er i en boble og bare sidder og spiser pomfritter og leger, at vi er kulturelle. Vi vil bevare vores værdier som nærhed, omtanke og kvalitet fremfor kvantitet – også når vi er på ferie,« siger Anne Skare Nielsen i en pressemeddelelse.

Samtidig understreger hun, at camping igen er blevet »cool« og har ramt noget i tidsånden.

»Tidligere har camping ikke nødvendigvis været noget, man pralede med at skulle i ferien. Men i dag er det også en udstyrssport, man virkelig kan gå op i og bruge meget af sin fritid på, og som vi vil se meget mere til i fremtiden. Både den eksklusive og den mere primitive udgave,« siger fremtidsforskeren.