På den sidste aften af 2022 nåede en dansker lige akkurat at blive mangemillionær.

For ved 21-tiden lørdag var der fuld gevinst i årets sidste Lotto-trækning.

En kupon købt i Dagli'Brugsen i Vipperød på Sjælland er derfor nu helt præcis syv millioner kroner værd.

»Vi bliver her i Danske Spil altid glade, når danskerne vinder i vores lotterier, og vi vil gerne ønske et stort tillykke – og et ekstra godt nytår – til den heldige vinder,« siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.

De syv vindertallene var 3, 6, 11, 15, 19, 24 og 32.

I det hele taget er der rullet mange millioner kroner ud i lørdags-Lotto-trækningerne i løbet af december. Foruden de syv millioner kroner i denne weekend har heldige vindere også vundet hovedpræmier på hele 16 millioner kroner, yderligere syv millioner kroner og lige knap fire millioner kroner.

Når lørdagens vinder melder sig, vil vedkommende blive kontaktet af en af Danske Spils såkaldte millionærrådgivere.

»Det kan være en stor omvæltning, især hvis man vinder mange penge, og vi ønsker hos Danske Spil at hjælpe nye millionærer godt på vej,« siger direktør Malene Mølgaard.

Lotto har eksisteret siden 1989.