Dansker er ny europamester – i mågeskrig


Europa har netop fået en ny mester i mågeskrig. Og hun er dansk.
Det afslører den nye vinder, Anna Brynald, på sin Instagram-profil, ligesom det ligeledes fremgår på konkurrencens officielle hjemmeside, hvor alle resultater og bedømmelser er offentliggjort.
Den 21-årige Anna Brynald kan glæde sig over konkurrencens højeste score på imponerende 88 ud af 100 mulige point – en bedrift, der sikrede hende sejren blandt mange entusiastiske deltagere fra hele Europa.
Hun endte altså med at slå andenpladsen fra Belgien og tredjepladsen fra Bulgarien, som begge blev tildelt 85 point.
Og det lader til, at danskeren er gået ind i konkurrencen med både hud, hår og et stort smil på læben.
På hendes Instagram-profil kan man nemlig se, at hun stillede op i fuld udrustning bestående af gule strømpebukser, en hvid fjerboa og et ansigt kreativt sminket med gule læber og hvid ansigtsmaling for at efterligne en rigtig måge.
Konkurrencen blev i år afholdt på en café i den belgiske kystby De Panne, hvor konkurrenterne blev bedømt af en særligt måge-elskende jury med sans for både lyd og optræden.
Her blev de deltagende skrigere vurderet på både deres realistiske mågeskrig og deres skuespilevner, og de kunne stille op i tre kategorier: junior, voksne samt kolonier – hold bestående af to til fem mågeskrigene, som alle forsøgte at overgå hinanden i både lydstyrke og dramatik.