I sidste uge tog en gruppe danske dykkere på tur til Malta, hvor de skulle udforske livet under vandet i Middelhavet.

Men i torsdags sluttede dykkerferien brat, da en af danskerne mistede livet.

Det bekræfter dykkerklubben Helgoland, der havde arrangeret turen, og som også indvier B.T. i hændelsesforløbet.

Dødsfaldet fandt sted i torsdags, da gruppen af danskere havde dykket ved skibsvraget 'Um El-Faroud'.

Alle dykkerne var efterfølgende glade og positive, men efter kort tid blev en kvinde utilpas på havnen, hvor de befandt sig.

Her blev hun hurtigt bevidsthedssvækket og fik iltbehandling, mens en ambulance blev tilkaldt.

Den fragtede hende til hospitalet i maltesiske Valetta, men efter 30 minutter kunne lægerne fortælle resten af dykkerne, at den danske kvindes liv ikke stod til at redde.

Helgolands formand, Heinrich Bay, understreger dog, at det endnu ikke er til at sige, om dødsfaldet er dykkerrelateret, men at man afventer obduktionen.

Han mindes dog den afdøde kvinde med masser af positive ord.

»Hun var et fantastisk menneske og en rigtig god kammerat. Hun var altid hjælpsom og meget dedikeret med dykningen,« siger Heinrich Bay.

B.T. er bekendt med ofrets identitet og har rakt ud til familien, der ikke er vendt tilbage.

B.T. har desuden kontaktet Udenrigsministeriets Borgerservice, der bekræfter, at en dansker er afdød i Malta.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Malta. Udenrigsministeriet yder konsulær bistand i sagen. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan ikke tilføje yderligere,« skriver ministeriet i en udtalelse.