De fleste har formentlig prøvet at modtage mails på arbejde fra personer, som udgiver sig for at være banken, Skat, chefen eller en rigmand fra udlandet.

I de fleste tilfælde er det relativt nemt at gennemskue, at der er tale om forsøg på svindel.

Men ind imellem går det alligevel galt, og der bliver trykket på links eller åbnet filer, som kan skade computeren eller svække virksomhedens it-sikkerhed.

Danske virksomheder rammes nemlig af hackerangreb som aldrig før, viser en analyse fra SMVdanmark, som er paraplyorganisation for 18.000 små og mellemstore virksomheder herhjemme.

Således oplevede godt hver fjerde virksomhed i løbet af 2021 forsøg på hackerangreb, og det er rekord og en stigning på 156 procent siden 2019, oplyser man. Særlig slemt står det til i branchen for information og kommunikation.

Tallene viser, at der er behov for at gøre noget for at beskytte danske virksomheder mere effektivt, for mange mindre virksomheder har indtryk af, at hackerangreb ikke er noget, der sker for dem.

»Her er det vigtigt, at man husker på, at hvis noget har værdi for virksomheden, har det også værdi for en hacker. Alle brancher kan blive ramt af et hackerangreb. Det er lige præcis dét, de nye tal i analysen vidner om,« siger Lasse Lundqvist, som er konsulent og cyberekspert hos SMVdanmark, om tallene.

Lasse Lundqvist peger blandt andet på, at en høj grad af digitalisering af danske virksomheder åbner for flere indgange for hackere.

Og samtidig understreger han, at det danske samfund er nødt til at forbedre medarbejdernes digitale adfærd på arbejdspladsen.

»IT-sikkerhed kan virke som en jungle at finde rundt i. Men hvis du ved, hvad du skal være opmærksom på, kan risikoen for et hackerangreb reduceres betydeligt,« siger Lasse Lundqvist.