Biden vinder valget.

I hvert fald hvis man skal tro Danske Spil, der spår Biden som USA’s nye præsident.

Men Danske Spils kunder derimod har mere tiltro til Trump, fortæller oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike:

»Tirsdag eftermiddag er status, at vi faktisk har fået flest indskud på Donald Trump,« siger han.

Mere nøjagtigt er 64 procent af alle spil på vinderen af præsidentvalget placeret på den nuværende mand i det Hvide Hus, Donald Trump.

Oddset på Biden som vinder er lige nu 1,57, mens oddset på Trump er på 2,40.

Det svarer til, at Biden vurderes til 60 procent vinderchance mod 40 procent til Trump.

Denne chancevurdering har været tæt på den samme i den seneste uges tid, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Trump og Biden. JIM WATSON, BRENDAN SMIALOWSKI

»Når vi laver en vurdering som den her, så læner vi os jo meget op ad statistikker og meningsmålinger. Derfor synes vi, at det er en meget interessant fordeling af indskuddene på nuværende tidspunkt,« siger Peter Emmike.

En af årsagerne til, at Oddset-spillerne spiller på Trump, kan skyldes valget i 2016.

»Dengang havde Donald Trump jo længe en rolle som 'underdog', men det overkom han som bekendt. Så selv om meningsmålingerne i denne omgang også giver Trump ringere chancer end sin modstander, så kan der sagtens være en eller anden underliggende usikkerhed om de her målinger. Det kan være årsagen til, at kunderne ikke tror lige så meget på Biden, som vi gør,« siger Peter Emmike.

Du kan se odds på det amerikanske præsidentvalg lige her.