Danske Spil søger nyudklækket millionær


Danske Spil søger den heldige vinder af 1,1 millioner kroner.
Præmien er vundet på en Keno-kupon, som er købt i Bykiosken i Haderslev.
Keno er et Lotto-lignende spil, hvor spillerne selv vælger, hvilke tal man vil spille på, og hvor mange penge man vil lægge som indsats.
Vinderen havde hele ti rigtige tal - en gylden kombination, der altså udløste en præmie på 1,1 millioner kroner.
Derudover har Danske Spil betalt skatten, og dermed er pengene skattefrie.
Danske Spil har endnu ikke hørt fra indehaveren af vinderkuponen.
Derfor opfordrer de Keno-spillere, der har købt kupon i Bykiosken i Haderslev, til at gå til en butik, der sælger Danske Spils produkter, og få præmiesøgt deres kupon.
Den første Kenotrækning fandt sted den 26. januar 2004.
Siden da er 101 personer blevet Keno-millionærer.
Den største gevist var på 20 millioner kroner og blev vundet i 2007.
»Jeg forsøger at sove. Jeg har ikke sovet, siden jeg vandt (søndag, red). Jeg drak mig stangstiv i mandags,« sagde vinderen fra Fyn dengang.
Han planlagde blandt andet at bruge pengene på at købe en bil og bygge et nyt hus.