Tre danskere har stadig ikke afhentet den million kroner, som de har vundet i juledagene. 

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Pengene er vundet i Det Store Jule Lotto.

Danske Spil oplyser, at kuponerne, som der er gevinst på, men som ikke er blevet indløst endnu, er købt i:

Føtex Vejle, Strandgade 20, 7100 Vejle, Spar Grauballe, Grønbækvej 9, 8600 Silkeborg og Kvickly Frederiksværk, Torvet 35, 3300 Frederiksværk.

Danske Spil uddelte 25 millioner den 25. december, og det er normalt, at vinderne ikke henvender sig med det samme.

Administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard, siger:

»Når vi nu trækker lod om så mange milliongevinster på en gang er det helt som forventet, at nogen slet ikke opdager deres eget held i første omgang.«

»Der kan jo være meget at se til med julefester og julegaver. Indtil videre siger vi tillykke og glæder os på vegne af de heldige danskere, der allerede har opdaget, at de er blevet julemillionærer, men vi vil meget gerne lige have de sidste med på millionærvognen også, så derfor: Husk nu at tjekke din kupon, hvis du spillede med i Det Store Jule Lotto.«