En dansker har vundet fem millioner kroner ved at tippe en 13'er, men Danske Spil mangler stadig at høre fra vinderen, der blev fundet lørdag.

Kuponen er blevet købt hos DK Spillecafé i Frederikshavn. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den enlige 13’er blev vundet ved hjælp af systemet R-6-4-864, hvor vedkommende blandt andet havde Liverpool som sikker vinder over Southampton, Manchester City til at vinde over Cardiff og Leicester til at vinde over Huddersfield.

Normalt har Danske Spil en garanti på 1 million kroner til en enlig 13’er, der typisk bliver udbetalt 9-10 gange om året.

Indtil i går - lørdag - var det dog kun sket én enkelt gang i år. Derfor satte Danske Spil garantierne sammen og garanterede 5 millioner kroner til den enlige vinder.

Tipperen vandt inklusive sidegevinster 5.004.997 kr. på sin kupon.

Det er det højeste beløb, en dansker har vundet på Tips 13 siden 1990.

For 28 år siden blev rekorden nemlig sat, og vinderen vandt dengang 5.103.343 kr.

Tips 13, Jackpot.
Tips 13, Jackpot.
Vis mere