Danske Spil leder lige nu efter vinderen af en lottokupon på mere end otte millioner.
Den ukendte vinder har købt en lottokupon i 7-Eleven på Aarhus Banegård.
Onsdag aften vandt lottospilleren ugens største gevinst i spillet 'Vikinglotto'. Gevinsten lyder på 8.133.457 skattefri kroner.
»En meget heldig person er onsdag aften blevet vinder af en 2. præmie på Vikinglotto på 8.133.457 skattefri kroner. Personen, der således havde fanget seks rigtige vindertal, har købt sin kupon i 7-Eleven kiosken på Aarhus Banegård - og får nu formentlig råd til at rejse på første klasse på de næste mange togture,« siger pressechef Marie Grabow Westergaard fra Danske Spil til Århus Stiftstidende.
Det er ikke første gang, at Danske Spil oplever, at der går et par dage, før vinderne dukker op.
Især, hvis kuponen er købt i en fysisk butik, oplever Danske Spil ofte, at vinderne ikke giver sig til kende med det samme.
Hvis det derimod er en netspiller, har Danske Spil kontaktinfo på spillerne, og så ringer de dem selv op, oplyser Marie Grabow Westergaard til Århus Stiftstidende.
Man har op til et år til at indløse en kupon med en større gevinst end 200 kroner.
Det er dog en sjældenhed, at de helt store gevinster aldrig bliver hentet.
Senest var i 2011, hvor en milliongevinst ikke blev indkasseret af vinderen.
Pressechefen fortæller også, at går der mere end otte uger, uden de har hørt fra nogen, går de aktivt til værks ved for eksempel at decideret efterlyse vedkommende i lokalområdet via reklamer.
I onsdagens Vikinglotto var ingen vindere af førstepræmiepuljen.

