Er det dig, der uden at vide det render rundt med en kupon til en værdi af en million kroner i lommen?

I hvert fald mangler Danske Spil at høre fra en heldig vinder af Millionærgarantien, hvor du kan blive millionær - også selvom du ikke har ramt et eneste tal rigtig.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse mandag.

Mens der ikke var nogen, der vandt hovedgevinsten i Lotto lørdag aften, blev to heldige personer vindere af en million kroner gennem Millionærgarantien.

Den ene vinder havde spillet gennem nettet og er fra Rødovre, og den person tager Danske Spil selv kontakt til.

Men den anden vinder har man ikke hørt fra endnu.

Den endnu ukendte millionær har købt sin kupon hos Q8 i Hjørring, oplyser Danske Spil.

Fordi der ikke var nogen, der vandt hovedgevinsten i Lotto lørdag aften, er puljen blevet øget til 20 millioner skattefri kroner.