Fanøs for tiden bedst kendte beboer, Johnny Madsen, har sagt det, som kun han kan:

»Uanset hvor sort det hele ser ud, så husk, at der altid er lys i køleskabet.«

Men på en anden og langt større ø – indonesiske Bali – er der i overført betydning ikke engang vågeblus i kølemøblet, efter coronavirus siden marts har gjort sit indtog og har vendt alt på hovedet.

Men nu er danske Silke Bock Vibholt med en god idé som sit lille bidrag i fuld gang med at sætte strøm til tingene i sit lokalsamfund på Bali.

Pengene for de skamler og bakker, som nu giver arbejde på Bali, går ubeskåret til gavn for de lokale.Foto: Karen Haacke Spies
Pengene for de skamler og bakker, som nu giver arbejde på Bali, går ubeskåret til gavn for de lokale.Foto: Karen Haacke Spies
Vis mere

»Der var den ældre kvinde, som blev sendt hjem fra hospitalet med en brækket hofte og en pakke panodiler, fordi ingen havde råd til operationen. Der var forældreparret, som ikke havde råd til at betale for deres søns skolegang, selv om det drejede sig om 300 kroner.«

»I mange familier, hvor måske 20 mennesker bor sammen, er der efterhånden kun en eller to tilbage med et job, der skal forsørge resten. Så der var behov for at gøre noget her og nu,« siger 38-årige Silke Bock, som inden flytningen til Bali gennem flere år har arbejdet som redaktør og er medejer af netmediet Zetland.

Hun tilføjer:

»Men det ville saftsusemig også være dejligt, hvis det, der så kunne gøres, kunne bidrage til at afbøde en lignende situation igen.«

Silke Bock med døtrene Olivia, Agnes og Nora på familiens uundværlige scooter. Familien, som også tæller Silkes mand Anders, har boet på Bali i snart to år.Foto: Privat
Silke Bock med døtrene Olivia, Agnes og Nora på familiens uundværlige scooter. Familien, som også tæller Silkes mand Anders, har boet på Bali i snart to år.Foto: Privat
Vis mere

Sammen med sin mand, Anders Vibholt, har Silke Bock Vibholt og parrets tre børn boet på Bali de seneste to år.

I takt med at arbejdsløsheden i kølvandet på corona er vokset og vokset, fordi der ikke længere praktisk taget er en eneste turist tilbage på den store ø, som ellers er fuldstændig afhængig af netop turisme, opstod for nylig den idé, der på forunderlig vis har fået flyvehøjde på ganske få døgn.

Hun har sat en produktion af håndlavede skamler og serveringsbakker i gang, der bliver solgt til danskere, som har lyst til at hjælpe. Silke Bock har ingen økonomiske interesser i det og formidler salget udelukkende til gavn for folk i lokalområdet.

»Folk her har ingen opsparing, og kommer der en uforudset udgift, er man hurtigt på den. Alt bliver i det hele taget bare strammere og strammere. Men vi kan jo ikke sidde og vente på, at det måske åbner op om tre måneder. Det her kan jo vare længe,« siger hun.

Pengene for de skamler og bakker, som nu giver arbejde på Bali, går ubeskåret til gavn for de lokale.Foto: Karen Haacke Spies
Pengene for de skamler og bakker, som nu giver arbejde på Bali, går ubeskåret til gavn for de lokale.Foto: Karen Haacke Spies
Vis mere

Bali har to gange tidligere oplevet, at turisterne forsvandt. Da en vulkan gik i udbrud, og da terrorister sprang et diskotek i luften. Derfor var det vigtigt at tænke ind, om man kunne støtte erhverv, der er uafhængige af turister.

»På en uge tilbage i marts blev hele øen støvsuget for turister, og kører man igennem vores by, så ser man, at mindst to ud af tre butikker og restauranter er lukket. Det er blevet en spøgelsesby. Der sidder alt for mange, som ikke har noget at lave.«

Da hun og Anders Vibholt en aften sad og talte om situationen på øen, tog idéen form:

»Han sagde: Du skal spørge dig selv, hvad Bali har af materialer og evner, som vil kunne bruges på et dansk marked. Og de er jo fantastisk dygtige til at lave møbler og arbejde i træ her. Og så havde han ligesom sat mig i gang,« siger hun.

Det er trange tider for møbelhåndværkeren Kadek, men han var ét stort smil, da han fik en ordre på 60 skamler til Danmark.Foto: Privat
Det er trange tider for møbelhåndværkeren Kadek, men han var ét stort smil, da han fik en ordre på 60 skamler til Danmark.Foto: Privat
Vis mere

Silke Bock brugte de følgende dage på at drøne rundt i området på sin scooter.

»Hver gang jeg kørte forbi nogen, der lavede møbler, stoppede jeg og så på, hvad de lavede, og talte med dem om, hvad der er på siderne, hvis man åbner et boligmagasin i Danmark. Og så har vi kombineret de to ting. Nogle havde en smart løsning til et låg, andre til materialer. Og samtidig har jeg bombarderet mange venner med god smag derhjemme med fotos og spørgsmål. Så vi arbejder ud fra summen af de bedste idéer, kan man sige.«

Tre døgn efter, Silke Bock lagde billeder af skamlen og bakkerne på Facebook, har hun fået bestilling på 160 bakker og 131 skamler.

»Jeg havde måske regnet med 20,« siger Silke Bock Vibholt.

En anden, som er blevet meget, meget glad, er Kadek. Den balinesiske møbelmager har nødtvunget måttet fyre 20 ansatte, siden coronapandemien brød ud.

Men torsdag var Silke Bock forbi Kadeks værksted med nyt håb i form af en ordre på 60 skamler.

»Det er jo en del af balinesernes kultur ikke at vise store følelser, for man skal have selvbeherskelse. Men han lagde en hånd på hjertet, samlede så begge hænder og bøjede hovedet. Og sagde: ‘makasih, makasih', som betyder 'tak, tak'. Det er jo det hele værd,« siger Silke Bock Vibholt, som lørdag igen hopper på scooteren og kører ud til et par andre møbelhåndværkere for at fordele ordrerne fra Danmark ud på flere hænder.

Silke Bock Vibholts håb er, at initiativet på sigt kan være med til at øge nogle af de lokales mulighed for at flytte over i andre sektorer end kun turismen, som Bali er så afhængig af.

»Når man arbejder i serviceindustrien, hvor stort set alle job er, så er det for eksempel meget trange kår for ældre kvinder. For det er de yngre kvinder, der står i receptionen, og det er de yngre kvinder, der serverer i restauranterne. Derfor ser man mange ældre kvinder have hårde fysiske jobs i byggebranchen eller rismarkerne.«

»Tænk, hvis de lærer at lave bakker i stedet for. Det samme gælder mennesker med handicap, som i høj grad bliver holdt hjemme. Man kan jo sagtens lave en skammel, selv om man er døv,« siger Silke Bock Vibholt.

Foreløbig er tanken, at familien bliver til sommeren 2021.

Men lige nu og her koncentrerer Silke Bock sig om at få lavet en hjemmeside, så formidlingen af ordrer på skamler og serveringsbakker fra Danmark til lokale håndværkere på Bali glider lidt lettere.