Lyt til artiklen

32 procent af regionernes ansatte er ansat på deltid. Det tal skal gerne ned med tilbud om fuldtidsansættelse.

Danske Regioner har besluttet at give alle ansatte i regionerne ret til at blive ansat på fuld tid.

Tilbuddet skal være med til at sikre mere arbejdskraft på både hospitaler og sociale institutioner.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Heino Knudsen (S), formand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner og regionsrådsformand for Region Sjælland, siger, at "det er helt afgørende" at man får flere medarbejdere til at gå op i tid, og at flere arbejder fuldtid.

- Vi mangler medarbejdere i sundhedsvæsenet, og vi har brug for alle de medarbejdere, vi kan få. Også meget gerne flere, der arbejder på fuld tid.

- I dag kan vi se, at samlet 32 procent af medarbejderne i regionerne er på deltid. Den procentdel vil vi meget gerne gøre mindre, så flere har lyst og mulighed for at arbejde på fuld tid.

Siden 2020 har alt plejepersonale i regionerne haft ret til at blive ansat på fuld tid.

/ritzau/