Urimeligt at yngre med kroniske sygdomme skal vente længere på vacciner, lyder det fra Danske Patienter.

Det er urimeligt, at yngre personer med kroniske sygdomme kommer til at vente endnu længere tid på en coronavaccine.

Det siger direktør Morten Freil fra patientorganisationen Danske Patienter.

Reaktionen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen har besluttet, at vaccinen fra Johnson & Johnson ikke kommer til at indgå i vaccinationsprogrammet.

- Vi bakker fuldstændig op om myndighedernes beslutning, men vi er selvfølgelig bekymret for, at yngre, sårbare mennesker med kroniske og alvorlige sygdomme skal vente endnu længere på at få deres vaccine.

Af den opdaterede vaccinationskalender fremgår, at ændringen betyder cirka en uges forsinkelse i udrulningen af vaccinerne.

For de yngre mellem 25 og 39 år kan forsinkelsen blive op til fire uger.

- Det har kæmpe betydning for de unge med kroniske og alvorlige sygdomme, at nogle af dem skal vente helt til efteråret, før de får deres vaccine, siger Morten Freil.

Tidligere på året blev prioriteringen af vaccinationsgrupperne ændret, så grupperne sorteres efter alder frem for, om de er særligt sårbare.

Forudsætningen var ifølge Morten Freil, at der ville ske en "ketchupeffekt" til sommer, hvor vaccinerne vil rulle i en lind strøm ind over landet.

Med suspenderingen af vaccinen fra Johnson & Johnson holder den forudsætning ifølge Morten Freil ikke længere.

Derfor mener direktøren, at de særligt sårbare igen skal rykke frem i køen til en vaccination.

- Der er måske 100.000 mennesker under 50 år med kroniske sygdomme, der er i risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

- Hvis vi skal prioritere 100.000 mennesker, kommer det ikke til at forsinke udrulningen ret meget for resten af danskerne, men det kommer til at betyde alverden for den gruppe af yngre, alvorligt syge, som så bliver prioriteret og ikke skal være bange for et alvorligt forløb, siger han.

/ritzau/