Krigen i Ukraine har sendt flere millioner mennesker på flugt. Og mange har taget deres kæledyr med under armen.

Men ikke alle dyr er lige velkomne.

I øjeblikket anvender EU, herunder Danmark, en undtagelsesmulighed, så ukrainere, der flygter til Danmark, kan tage deres egne kæledyr med som for eksempel hunde, katte og fritter.

Øvrige dyrearter - heriblandt heste - er dog ikke omfattet af undtagelsesmuligheden.

Og det er der en særlig grund til.

Inden for de seneste ti år er der således rapporteret om sjældne smitsomme sygdomme blandt heste i Ukraine.

Nogle af sygdommene er såkaldte zoonoser, som kan smitte til mennesker og i værste fald have fatale konsekvenser.

»Det drejer sig om smitsomme sygdomme, som skal bekæmpes enten af hensyn til deres samfundsøkonomiske eller deres produktionsmæssige betydning,« udtaler Fødevarestyrelsen til B.T.

Blandt andet er der rapporteret om udbrud med henholdsvis miltbrand og rabies blandt heste i Ukraine.

Fødevarestyrelsen har umiddelbart kun kendskab til to heste i år, som er kommet til Danmark fra Ukraine. De pågældende heste blev grænsekontrolleret i marts i Polen.

Indføres heste uden at opfylde gældende importkrav, er der tale om ulovlig import.

»Al ulovlig import af dyr til Danmark kan kompromittere dyresundheden i Danmark. Hvis man møder dyr, der ikke er indført efter reglerne og kan udgøre en smitterisiko, hører Fødevarestyrelsen gerne om det,« udtaler Fødevarestyrelsen til B.T.

Som følge af situationen i Ukraine har Fødevarestyrelsen tidligere udsendt et nyhedsbrev til dyrlæger vedrørende indførsel af heste fra Ukraine.

Alle, der holder dyr, er ifølge styrelsen forpligtet til at kontakte en dyrlæge, hvis et dyr mistænkes for at være angrebet af en anmeldepligtig sygdom.

Dyrlægen skal herefter søge at få mistanken be- eller afkræftet.

Fødevarestyrelsen vurderer alene risici for anmeldepligtige sygdomme​​. For heste drejer det sig også om Afrikansk hestepest, som er en dødelig virussygdom hos heste, æsler, muldyr og zebraer.