Danske forskere afblæser frygt for masser af farligt mikroplast i havmiljøet, som skulle ophobes i fødekæden.

Drop de hjemmehæklede karklude, som skulle skåne vandmiljøet, fremfor de udskældte billige gule engangsklude med mikrofibre fra Føtex.

Så tørt kan man tolke det hidtil største studie af koncentrationen af mikroplast i danske farvande.

Studiet afliver den udbredte frygt for, at mikroplast ophobes i fødekæden, mener forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Plast har i mine 30 år som biolog været den mest sejlivede miljøbekymring, siger professor Torkel Gissel, professor på DTU.

- Men vores forskning viser, at der er under en plastikpartikel i ti liter vand i de danske farvande. Det er ingenting.

- Der er hundredtusindvis af biologiske partikler i samme størrelse, så sandsynligheden for, at et eller andet dyr æder plastikken, er ubegribeligt lille, siger han.

Bildæk og maling, tøj og sko er nogle af de mange produkter, der afgiver mikroplast, som finder vej til havet. Også plastaffald, der smides i naturen og langsomt nedbrydes, kan være en kilde til forurening med mikroplastik.

Derfor har forskere på DTU i årevis søgt overblik over omfang og miljøeffekt af mikroplast i det marine miljø.

Resultatet er netop offentliggjort i et studie af mikroplast i de indre danske farvande.

- Det negative er, at der er plastik i alle prøverne. For plastik hører jo ikke hjemme i havet. Men det positive er, at det er så lidt, siger Torkel Gissel.

Forskerne har med specialudstyr jagtet partikler helt ned til 10 mikrometer - så små, at vandlopper, som er en væsentlig del af havets fødekæde, kan æde dem.

I undersøgelsen fandt de højst én plastpartikel per 10 liter vand.

Til sammenligning indeholdt prøverne cirka 100.000 gange mere planteplankton end mikroplastik.

Oveni viser DTU-forsøg, at vandlopper i kontakt med plastpartikler ligesom kræsne børn i fire ud af fem tilfælde spytter dem ud igen.

- Og andre forsøg har vist, at vandlopperne ellers skider dem ud igen, siger Torkel Gissel.

Det betyder, at mikroplasten ikke som frygtet akkumuleres op gennem fødekæden, når de siden ædes af større organismer, som igen bliver spist af endnu større dyr.

Torkel Gissel understreger, at plast er et globalt problem.

- Men det er vigtigt at tage fat, hvor miljøproblemerne er størst. Det handler om de større stykker plastik såkaldt makroplast som er til fare for mange fugle, pattedyr og hvaler, siger han.

/ritzau/