To danske fonde har besluttet at donere millioner til indsatsen mod coronavirus i Danmark.

Der er tale om Novo Nordisk Fonden samt Lundbeckfonden. Fondene vil hver især afsætte henholdsvis 50 millioner kroner og 30 millioner kroner.

Pengene skal gå til forskningsprojekter, oplysende tiltag og sociale tiltag, i håb om at de kan bidrage til at afbøde de sundhedsmæssige konsekvenser af virussets spredning i Danmark.

- Vi står over for meget alvorlige sundhedsmæssige udfordringer.

- Vi håber, at vi med dette initiativ kan være med til at støtte op om håndteringen af effekterne af Covid-19-situationen i Danmark til gavn for både enkeltpersoner og for samfundet som helhed, siger Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, i en pressemeddelelse.

I Lundbeckfonden ønsker man ligeledes at støtte op om indsatsen mod coronavirus. Her begrunder man det med, at samfundet befinder sig i "en helt ekstraordinær og akut situation".

- I Lundbeckfondens optik er tilvejebringelse af ny viden, så vi kan handle på et oplyst grundlag, altafgørende. Og det afspejler sig i vores tilgang til Covid-19-pandemien, siger Lene Skole, administrerende direktør i Lundbeckfonden, i en pressemeddelelse.

/ritzau/