Danske Bank har i en længere årrække instrueret medarbejdere i at lade Home, bankens ejendomsmæglerkæde, kræve overpris fra bankens mest sårbare kunder.

Det skriver TV 2 og Berlingske på baggrund af interne dokumenter, som de er i besiddelse af.

»Det er simpelthen ubegribeligt, at en sådan forretningsgang har kunnet eksistere så lang tid, uden at medarbejdere eller ledelsen har sagt stop. Det er usmageligt i sin helhed,« siger Lars Krull, seniorrådgiver og bankekspert ved Aalborg Universitet, til Berlingske.

Instruksen handler om de kunder i bankens inkassoafdeling, der sælger deres hus eller lejlighed for at betale en del af deres gæld.

Her er medarbejderne så blevet instrueret i at opfordre kunderne til at sælge gennem Home, som er bankens egen ejendomsmægler.

Hvis kunderne er gået med til at sælge gennem Home, har instruksen til Danske Banks medarbejdere i inkassoafdelingen været, at Home gerne måtte kræve et højere salær hos Danske Bank-kunden, end hvis kunden havde valgt en hvilken som helst anden mægler på markedet.

På grund af bankens rådgivning kan kunderne derfor være endt med en endnu højere gæld til banken efter at have solgt gennem bankens ejendomsmægler.

Danske Bank beklager, men mener ikke, at det har haft konsekvenser for deres kunder.

»Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, hvis der har været en procedure, hvor vi har gjort forskel på mæglerne,« skriver banken til TV 2 og understreger samtidig, at der endnu ikke er noget, som tyder på, at det har haft konsekvenser for kunderne.

De pågældende bolighandler omfatter den type handler, hvor salget af boligen ikke indfrier hele bankkundens gæld.

Et internt notat fra Danske Bank fra januar i år peger på, at forskelsbehandlingen kan have stået på siden 1992, skriver Berlingske.